Seks breve til en brud

Af Søren Holm

Fra bogen  “Og Gud velsignede dem”, Aros 2005

1. 

Kære B. Tak for sidst. Et studenterjubilæum er en sælsom og i høj grad poetisk oplevelse, som skænkede i hvert fald mig følelsen af at have tilbragt en dag i Arkadien, hvor både ingenting og alting var ændret siden vi var der sidst. Du lignede nu ellers virkelig dig selv, og det samme gjorde de fleste af de andre. Kun K. og F. var forbavsende forandrede, men det vil de sikkert også sige om mig, selv om vi alle var så høflige at lade som ingenting.

   Som lovet skriver jeg til dig, fordi det vi begyndte at tale om ved frokosten, ikke egnede sig særlig godt til diskussionsemne bordet rundt. Måske synes du, jeg er sart, men jeg hader faktisk at diskutere teologi i selskab med folk, der dybest set er ligeglade. Det er en af byrderne ved mit job, at alle lader til at være enormt interesserede i kirke og kristendom, når de møder en præst ved en fest, og ikke gerne forbigår de chancen for at lufte deres uforgribelige meninger over for ham. Du læste jo selv teologi engang og kan sikkert huske, hvordan det var at skulle forsvare og forklare alle mulige og umulige ting, som har med religion at gøre. Det er rent ud sagt meget anstrengende. De teorier, som P. (stakkels seminarieelever, som har ham) luftede angående protestantismen og den lutherske kirke, er ikke det mest åndfulde jeg har hørt, men de var meget typiske og et godt eksempel på, hvordan uvidenhed sjældent føles som et handicap, når det er teologiske emner, der tales om.
   Men angående det, som vi nåede at tale om, så tjener det dig sandelig til ære, at du tager det så alvorligt. Det er kun få vordende brude, tror jeg, som i den grad gør sig tanker om deres forehavende. Det er mildt sagt usædvanligt, at nogen seriøst spørger til, hvad ægteskabet er for noget, og hvad det teologisk og kristeligt har at betyde. Det kommer selvfølgelig ikke bag på mig, at du er en af dem, men du er, for at sige det lige ud, reelt den eneste jeg har mødt, som har gjort sig tanker om ægteskabet, som ikke bare består af banale sociologiske og psykologiske standardmeninger. Ikke engang blandt præster har jeg været ude for en sådan regulær interesse i sagen selv.

   Som jeg sagde til dig i fredags, overraskede det mig meget, at du og J. var blevet skilt, men det lader til at være skæbnens vilje, at intet kæresteforhold, der begynder i skolen, skal have lov til vare. Til gengæld glæder det mig meget at høre, at du har mødt en ny mand og står foran at skulle giftes igen. Jeg vil ikke sige, at jeg kender G., men jeg har da truffet ham og hvem ved, måske jeg en dag får lejlighed til at møde ham igen?

   Med hensyn til din vaklen mellem kirken og rådhuset, vil jeg ikke påstå, at jeg ikke kan se, hvori problemet består. Du synes, at et kirkebryllup er mere ægte end et borgerligt, men føler alligevel, at når dit første "mislykkede" ægteskab blev indgået i en kirke, vil det være mere redeligt, hvis dit andet ægteskab blev rent juridisk, og at I ikke "blandede Gud ind i det". Du sagde vist noget om, at du havde haft din chance, men havde "misbrugt" den. På den anden side synes du, hvis jeg forstår dig ret, at kun ved at afgive løftet over for Gud er der tale om et rigtigt ægteskab, og at du selvfølgelig ikke oplever dit kommende ægteskab med G. som mindre ægte end det første.

   Jeg kan som sagt forstå problemstillingen, men jeg mener faktisk ikke, at der er noget problem. Jeg kan forstå, at I overvejer, hvorvidt jeres bryllup skal være mere neddæmpet og måske tilpasset jeres fremskredne alder og den slags, men din anfægtelse angående det at træde frem for Guds alter endnu en gang, deler jeg ikke. Det er der selvfølgelig præster, der gør. De holder principielt på, at det kristne ægteskab er en engangsforeteelse, og at ingen to gange kan aflægge brudeløftet i kirken. De argumenter nogenlunde, som du gør, og det får mig til at tænke på, om for resten ikke din salig, lærde fader var en af den slags præster? Tager jeg meget fejl, når jeg mindes, at han var højkirkelig eller noget i den retning?

   Men som sagt, jeg synes ikke, at dette med løftet er det afgørende. Hermed siger jeg ikke, at løftet er ligegyldigt, eller at det ikke er til for at blive holdt. Jeg siger blot, at løftet ikke er det, hvormed ægteskabet står og falder teologisk set. I mine øjne er et ægteskab et ægteskab, uanset hvad nummer det har. Og det gælder for resten også et såkaldt borgerligt ægteskab. Skulle I vælge at blive gift på rådhuset, da bliver I lige så meget gift, som I gør i kirken. Hvor meget ægteskabsløftet er bindende, er i sidste ende op til jer selv og jeres egen samvittighed. Gud bryder sig aldrig om brudte løfter, uanset hvor og hvilken sammenhæng, de er aflagt, og hvis nogen opfatter det borgerlige ægteskab som noget, Gud slet ikke bemærker, så tager de grundigt fejl.

   Nej, det der skiller det borgerlige bryllup og det kirkelige, er, hvad der bliver sagt i forbindelse med ægteskabets indgåelse. Det, som du efter min mening skal afgøre sammen med G., er, om I ønsker evangeliet forkyndt over jeres ægteskab eller ej. Jeg skal ikke trætte dig med en prædiken her. Kun vil jeg sige, at når evangeliet bliver forkyndt, som det sker ved et kristent bryllup, så oplyses alt - også ægteskabet - af det Guds ord, som lyder. Evangeliet er jo overhovedet det, som oplyser os og fortæller, hvem vi rettelig er og derfor også hvem vi rettelig er, når vi er ægtefolk. Jeg ved faktisk ikke, hvordan ordlyden er ved et bryllup på rådhuset, men jeg har en anelse om, at det, man får at vide, måske ikke er det dybeste på denne jord og det ikke kun kristeligt, men også intellektuelt er en tynd kop te. Det samme kan man, som du ved, også komme ud for i kirken, men der er dog salmerne og teksterne til at bære evangeliet igennem, hvis præsten af den ene eller den anden grund ikke skulle være i stand til det.

    Kære B. Jeg takker dig for at give mig lejlighed til at være en smule til nytte på dette område, som ellers ingen rigtigt interesserer sig for. Jeg håber, du kan bruge mit svar, og så håber jeg også, at vi får gjort alvor af at se lidt mere til hinanden i fremtiden. Vi bor jo ikke så langt fra hinanden, og det hænder faktisk, at jeg kommer til byen. Hils din moder, og de andre, jeg kender -  og så selvfølgelig G..

2.

Kære B. Nej, naturligvis mener jeg ikke, at et rådhusbryllup er lige så godt som et kirkebryllup. Det, jeg ville sige, var, at borgerligt ægteskab på ingen måde er ringere end et kristent. Faktisk findes der ikke en sådan størrelse som et "kristent ægteskab". Ægtefællerne kan være kristne, men det ændrer ikke noget afgørende ved selve ægteskabet. Ægteskabet er altid det samme, uanset hvilken tro, ægtefællerne har. Ægteskabet er noget i sig selv, som ægtefællerne kan være mere eller mindre bekendt med, og det er selvfølgelig klart, at kristne mennesker i højere grad er (eller bør være) oplyst om, hvad ægteskabet er. Det var det, jeg mente med, at evangeliet ved et kirkebryllup oplyser de tilstedeværende og den begivenhed, de er centrum i.

    Jeg fuldstændig enig med dig i, at ægteskabets teologi er en temmelig underbelyst størrelse. Tænk debatten om bøssevelsignelserne, som blusser op med jævne mellemrum? Det er meget tydeligt, at kun de færreste præster og teologer har gjort sig tanker om, hvad der egentlig foregår ved et kirkebryllup, og at mange i det hele taget ikke aner, hvad de teologisk skal sige om ægteskabet. En af vore biskopper udtalte i den forbindelse de bemærkelsesværdige ord, at vi (altså kirken) burde undersøge nærmere, "hvad vi egentlig foretager os, når vi vier folk". Ganske tankevækkende, at vedkommende, som havde været præst i mere end tyve år, åbenbart ikke vidste, hvad han egentlig havde at gøre ved et bryllup, og hvorfor han fik sin løn. Men udtalelsen var typisk. Store dele af præstestanden blev taget på sengen, da de homoseksuelle første gang krævede at blive gift i kirken. De besad ikke teologisk viden nok til at give et meningsfuldt svar.

   For mig har hele sagen været øjenåbnende. Det gik op for mig, at der faktisk findes en ægteskabets teologi, og at denne på ingen måde er et appendiks til hovedsagen, men tværtimod befinder sig i centrum af det hele. Skulle kirken tage stilling til bøssernes ønske om at blive kirkeligt gift, var det nødvendigt at alle sider af teologien blev inddraget: skriftforståelsen, skellet mellem lov og evangelium, skabelsen, retfærdiggørelseslæren, sakramenteforståelsen osv. Jeg ved ikke om disse begreber siger dig så meget, men jeg nævner dem også kun for at antyde, hvorfor jeg i mit sidste brev var tilbageholdende med at give den helt lange forklaring til dit spørgsmål. Spørgsmålet om ægteskabet er ikke overstået i en håndevending. Udefra set forekommer det måske så ubetydeligt, men i virkeligheden er det en slags lakmusprøve på, om hele den kristne teologi er ret forstået eller ej.

   Når du synes, at mit svar angående vielse af fraskilte var noget "kortfattet", så har du selvfølgelig ret. Jeg gav dig kun løsningen, ikke mellemregningerne. Naturligvis er der en forklaring på, hvorfor løftet ikke er det afgørende, og hvorfor der ikke er noget teologisk problem i, at folk gifter sig gentagne gange i kirken. (Jeg ser her bort fra det moralske problem, som nok er værd at beskæftige sig med, men som ikke direkte kommer dogmatikken ved). Jeg vil meget gerne prøve at forklare, hvad jeg mener, men så du må være forberedt på en længere smøre, for der findes faktisk (og typisk nok) ikke nogen fremstilling om emnet på dansk, som jeg bare kan henvise til. Du må tage til takke med de få og fattige tanker, jeg selv er i stand til at gøre mig, og så må du tage dem for det, de er. Lige nu har jeg en smule travlt, så der går nok en uges tid, inden jeg skriver til dig igen.

3.
Kære B. Tak for din e-mail. Ja, selvfølgelig er det til besvær, men på den anden side så opvejes besværet ganske af fornøjelsen ved at kunne hjælpe en fornuftig person med hendes fornuftige spørgsmål, som det i øvrigt er min bestilling at kunne svare på. Og desuden skylder jeg dig for alle de gange, du hjælp mig med den latinske grammatik og alt det andet, jeg aldrig læste på.

   Nej, hvis noget plager mig, er det ikke besværet, men frygten for at jeg ikke kan holde, hvad jeg lovede. Siden mit sidste brev er det for alvor gået op for mig, hvor stort et område ægteskabets teologi er. Jeg sidder i den situation, at jeg knap nok ved, hvor jeg skal ende og begynde. I dette tilfælde gælder det bogstaveligt talt, at vi skal helt tilbage til Adam og Eva, for det teologiske udgangspunkt for al tale om ægteskabet ligger i skabelsen og i den bibelske skabelsesberetning.

   Jeg tror, at det tankemæssige besvær, som de fleste danske præster har med ægteskabet, skyldes et ubehag ved at tale direkte ud af bibelen og de bibelske beretninger. Hvis der er noget, moderne teologer frygter, så er det anklagen for at være 'fundamentalist', og derfor er det ikke god tone, hvis man bygger sine teologiske tanker alt for meget på citater fra den hellige skrift. Det lugter for meget af missionshus og indeklemt fromhed og svarer ikke til det billede af en moderne, problembevidst kulturarbejder, som mange teologer gerne tegner af sig selv. Man vil for alt i verden ikke fremstå som enkel og enfoldig, men hellere demonstrere, at man er i stand til at reflektere over traditionen, og at man da slet ikke er slave af den. Det er en af grundene til, at bl.a. liturgien i den danske folkekirke er blevet så løs, som den er. Vi er snart derhenne, hvor den enkelte præst kan tilrettelægge gudstjenesten, som han vil, og det gælder også brylluppet. Ordlyden af det sidste autoriserede bryllupsritual giver ikke megen hjælp til en dybere indsigt i, hvad ægteskabet er.

   Har du nogensinde set "Fire bryllupper og en begravelse"? Den med Hugh Grant og hvor Rowan Atkinson (Mr. Bean) spiller præst? Midt i alle løjerne var der en detalje, som jeg bed mærke i, nemlig at den engelske kirke tilsyneladende har ganske god fod på ægteskabets teologi. For det engelske vielsesritual begynder simpelthen med at formulere det vigtigste, der overhovedet kan siges om ægteskabet, nemlig at ægteskabet er en ordning, der er indstiftet af Gud i Paradiset før syndefaldet. Taget lige ud af bibelens beretning om Adam og Eva slås det i begyndelsen af gudstjenesten fast, at det, vi er samlet om, er forkyndelsen af noget, som har sin rod i Guds skabelse, og som således rækker tilbage til tiden før menneskets og verdens fald.

    Noget sandere udgangspunkt findes ikke. Her må al teologisk tale om ægteskabet have sin begyndelse. Jeg siger udtrykkelig teologisk tale, for selvfølgelig er der ikke tale om en ligefrem konstaterbar kendsgerning. Der er tale om forkyndelse, ikke om videnskab. Der er tale om, hvad Guds ord siger, og ikke om, hvad vi ud af vore tanker, erfaringer og forskning måtte finde for godt at mene. Udgangspunktet er, at ægteskabet er til som følge af Guds vilje og skabelse; at dette fænomen, vi kalder ægteskabet, har en betydning, som ikke mennesket, men Gud, har defineret.

    Hvad menes der med ordet ægteskab? Der menes dette ganske simple og aldeles almindelige, at mand og kvinde danner par og (som regel) stifter familie, får børn osv. Med ægteskabet tænker jeg på det, som alle kulturer og folkeslag til alle tider har tænkt på, nemlig selve grundlaget for det menneskelige samfund; selve det, hvoraf nyt liv udspringer og al følelse af fællesskab har sit fundament.

   Påstanden er nu den, at dette ganske almindelige og banale, som den helt basale menneskelige erfaring kender og er fortrolige med, er en ordning, som Gud har indstiftet ved verdens begyndelse. Ja påstanden - den bibelske og teologiske påstand -  er, at det som alle mennesker kender og alle kulturer praktiserer, ikke er en menneskelig opfindelse, men en måde, hvorpå Gud har indrettet verden.

   Du vil måske indvende, at dette er en meget firkantet og håndfast måde at tale om skabelse på. Men dette er faktisk, hvad den samlede kristne tradition har at sige om ægteskabets opkomst, og blandt dem, der gør det allertydeligst, er vores egen Martin Luther. Stedet, hvor han gør det klarest, er i sin store kommentar til 1.Mosebog, Genesiskommentaren, som alle, der interesserer sig for kristendom burde læse, men som desværre kun få kender.

    Om det sted i skabelsesberetningen, hvor der fortælles, at Gud bygger (sic!) en kvinde af Adams riben og leder hende til sin mand, skriver Luther:

  Her ser vi "en skøn beskrivelse af trolovelsen eller bryllupshøjtiden, som med flid må mærkes. Thi Adam farer ikke frem efter eget tykke og griber fat på Eva, som var blevet skabt, men venter på Gud, som leder hende til ham, ligesom Kristus også siger Matt.19,6: "hvad Gud har sammenføjet, skal mennesket ikke adskille". Thi at mand og kvinde på ordentlig vis kommer sammen, er Guds ordning og indstiftelse, derfor beholder Moses sin synderlige og egne måde at tale på. "Han ledte hende til ham", siger han. Hvem da? Jehova Elohim, det er det hele guddommelige væsen, Fader, Søn og Helligånd. Disse siger til Adam: Se her, her er din brud, med hvem du skal leve og med hvem du skal avle livsfrugt. Og uden tvivl tog Adam mod hende med højeste lyst og glæde, ligesom endnu i denne fordærvede natur brudens og brudgommens kærlighed til hinanden er hjertelig og stor. (...)

   Derfor skal man med flid lægge mærke til denne tekst, ikke alene imod den skrækkelige misbrug med begærligheden og den sanselige lyst, men også fordi man med den kan bekræfte og forsvare den ægteskabelige stand imod den ugudelige bespottelse og forhånelse, hvormed pavedømmet har krænket og skændet den.

Thi er det ikke noget stort, at Gud selv i uskyldighedstilstanden har ordnet og indsat ægteskabet? Men nu trænger vi så meget desto mere til sådan ordning og indstiftelse, jo mere kødet er svækket og fordærvet ved synden. Derfor står denne trøst fast mod al djævlelære, nemlig at ægtestanden er en gudelig stand; det er: forordnet af Gud selv."

Lad mig lige slå fast, at i vores lutherske kirke er ægteskabet ikke noget sakramente. Det er ikke indstiftet af Jesus og er ikke noget frelsemiddel, så sandt som intet mennesket bliver frelst blot i kraft af at være gift. Alt dette har Luther tydeligt formuleret, men alligevel fastholder han, at ægteskabet dog er en gudelig ordning og embede, ja et helligt embede. Og han tager til genmæle mod pavekirken og cølibatteologien, som anser ægtestanden for at være en ukysk stand, som gør ægtefolk uegnede til kirkelige embeder:

   "Er da ægtefolk vanhellige", spørger Luther, "Altså er Gud selv stifter og indsætter af noget vanhelligt og urent, idet han selv fører Eva til hendes Adam? Og så gjorde Adam ilde deri, at han lod sig overtale til noget urent, da han jo i den uskyldige natur havde kunnet undvære ægteskab?".

   Og Luther føjer nogle personlige bemærkninger til:

"Da jeg endnu var ung, ved jeg, at jeg var så forskrækket over det ugudelige og urene liv i ægtestanden, at jeg mente, at jeg ikke engang kunne tænke på livet i den uden synd. Thi det havde man således fået indbildt alle mennesker, det mente også alle, at hvem der ville leve i en hellig og gudvelbehagelig stand, han måtte ikke gifte sig, men leve udenfor ægteskab og gøre det løfte, at han ville forblive i ugift stand.(...) Derfor har det været et såre nødvendigt og nyttigt arbejde i kirken af alle dem, som har beflittet sig på, at ægtestanden ved Guds ord atter skulle æres og, som billigt er, prises og roses. Derfor er det da Gud ske lov! nu kommen derhen, at enhver anser det for godt og helligt, når man lever i fred og enighed med en hustru, selv om hun er ufrugtbar eller behæftet med andre mangler".

  

Og så lige et sidste Luther-citat. Da han har fået Eva til hustru, udbryder Adam: "Dette er ben af mine ben og kød af mit kød". Herom siger Luther: "Dette er ikke ord af et tåbeligt og syndigt menneske, som ikke forstår Guds gerning og skabning, men af et retfærdigt og vist, som dertil var opfyldt af den Helligånd, der åbenbarer sådan visdom, som endnu er ukendt for verden, nemlig, at den virkende årsag til kvinden og ægteskabet er Gud, men endemålet er dette, at manden i sin hustru skal have en bygning og bolig i verden. En sådan visdom og erkendelse får man ikke ligetil af sine fem sanser og fornuften, men den er en åbenbaring af den Helligånd".

   Kære B. Som du kan se, lægger Luther ikke fingrene imellem. Han har ingen berøringsangst over for skriften, men tager den alvorligt som kilde til visdom og oplysning. Han taler om en visdom, som ikke bibringes af sanserne og fornuften, men alene ved Helligånden, og det er denne visdom, kirken er sat til at forkynde. For Luther er ægteskabet ganske enkelt helligt og en gudelig stand, ikke fordi vi kan se eller føle det, men fordi skriften og dermed Gud siger det.

   Ægtestandens hellighed er altså i sidste ende et trosspørgsmål. Og i dette trosspørgsmål eksisterer der ikke andre beviser end dem, som skriften selv leverer. Det gælder i dette trosspørgsmål, som i alle andre, at den der hører, må have øren at høre med. Til syvende og sidst er det Helligånden, der afgør, om mennesket hører noget som helst, men én ting er sikkert: Hvis ikke kirken holder fast i de skriftens ord, hvori de guddommelige hemmeligheder ligger gemt, så forbliver alle døve, og ægteskabet reduceres automatisk til en rent menneskelig opfindelse med alt, hvad deraf følger. Jeg er synes desværre, at det er det, som er ved at ske.

   Jeg stopper her og ønsker jer på forhånd tillykke med brylluppet på lørdag. Jeg kender ikke præsten, så jeg har ingen anelse om, hvad I har i vente. Men hvis jeg var ham og anede, hvilke skarpe øren bruden var udstyret med, ville jeg nok gøre mig ekstra umage med min prædiken.

4.
Kære B. Endnu engang tillykke jeres med bryllup samt tak for bryllupsbilledet og det udførlige referat af præstens prædiken. Stakkels mand, han skulle bare have vist, hvilken lyttecentral han henvendte sig til. Men jeg tror du har ret: Han føler sikkert selv, at han har holdt en meget dybsindig prædiken, og at det, han forkyndte, virkelig var både originalt og provokerende. Han mente sikkert også, at Kærlighedens Højsang af Paulus, var den bedst tænkelige bryllupstekst, siden han nu valgte den.

   Jeg véd godt, det lyder lidt højrøvet, men på forhånd ville jeg faktisk have gættet på, at han valgte den tekst og at han prædikede, som han gjorde. Det gør nemlig de allerfleste danske præster, for yndlingstemaet i næsten alle danske præsters bryllupstaler er nu engang kærligheden, og deres mening om kirkebrylluppet (for så vidt de har en) er, at det er Guds velsignelse af brudeparrets kærlighed.

   Jeg tænker nogen gange på, hvorfor det spørgsmål ikke bliver stillet, hvad det egentlig er præster kan. Mange prædikener - især bryllupstaler - er jo ikke andet end små tidstypiske betragtninger over værdien af kærlighed, nærhed, fred og lignende bløde banaliteter samt erklæringer om, at også Vorherre holder af disse ting. Egentlig siger præsterne kun det samme, som alle andre også siger, blot med den forskel, at de tilsætter det hele et ekstra krydderi kaldet "Gud". Men hvori består præstens egentlig kunnen? Hans viden? Hans ekspertise? Det undrer mig, at ingen stiller dette spørgsmål.

   Du trøster dig med, at den kedelige prædiken på ingen måde ødelagde jeres dag, og at prædikenen da i bedste fald var uskadelig. Det synes jeg er en sund og fornuftig betragtning, dog er jeg ikke sikker på, at prædikener som hans i længden er helt så uskadelige, som du synes. Jeg véd godt, at du er immun over for sligt sludder, men det tror jeg ikke, at de fleste er. Tværtimod begynder vi nu at se effekten af, at der i mange år er blevet prædiket på den måde. Kirken sentimentaliseres. Kirken gøres kulturel, poetisk og pæn og i sidste ende politisk. Og det hele sker på bekostning af evangeliet, af det, som kirken faktisk er der for og lever af. Ja, det sker på bekostning af ganske almindelig luthersk-evangelisk kristentro.

   Hvis du skulle prøve at samle budskabet i pastor F.'s brudeprædiken til dig og G., hvad var det så? Var det ikke noget med, at du og G. var nogle dejlige og vidunderlige mennesker, fordi I nærede kærlighed til hinanden? Og var det ikke noget med, at denne kærlighed gjorde jer så uimodståelige i Guds øjne, at Han nu som belønning gav jer den gave at velsigne jeres ægteskab?

   Efter hvad du refererer, er svært at tolke budskabet på anden måde. Hvad præsten sagde, var i virkeligheden, at I to havde bestået livets store eksamen (som kun har ét fag: kærligheden til hverandre), og at alle jeres synder derfor var jer forladte, og at Gud derfor er overmåde tilfreds med jer. Denne kjoleklædte krabat prædikede ganske enkelt gerningsretfærdighed, god gammeldags gerningsretfærdighed. Jeres hele sindelag og beundringsværdige livsførelse - at I elskede hinanden - var det, som kvalificerede jer i Guds øjne. Denne mand, som efter sin stillingsbeskrivelse er luthersk præst, prædikede nøjagtig samme lektie som middelalderens romerkirke, at særlige gerninger er Gud ekstra velbehagelige - blot var det hele her vendt på hovedet, sådan at askesen, kyskheden og blufærdigheden nu er af det onde, mens lysten, forelskelsen og den kødelige kærlighed er fuldkommenhedens vej.

   Denne forkyndelse er værre end intetsigende, den er katastrofal. Den ophæver evangeliet om syndernes forladelse ved at sætte mennesket i centrum, hvor det burde være Gud. Den er én lang opfordring til selvbeskuelse, og derfor en føren mennesket længere og længere væk fra friheden i Kristus og ind i selvoptagethedens fængsel.

  Gøres den kirkelige vielse til en velsignelse af menneskets kærlighed, bliver den en løn for de rette egenskaber - en løn, som kirken deler ud, og som så nødvendigvis må tilpasses tidens konjunkturer: den sidste nye forskning, ændringer i menneskesyn, demokratiske værdier etc. Velsignelsen bliver således en variabel størrelse, den står ikke fast, er ikke noget bestemt, men må skifte skikkelse fra tid til tid.

    Og så er alt tabt. Hvis troen altid først skal ordineres af vores kærlighed, og hvis vi altid selv skal føle, at det sker, så bliver hele gudsforholdet afhængigt af denne følelse, og så frelses vi ikke ved at stole på Gud, men ved at stole på os selv og vore følelser. Men intet er så ustabilt som menneskelige følelser. Mennesket lever ikke af følelser alene, lige så lidt som det lever af brød alene. Vi lever af hvert et ord, der udgår af Guds mund, og i den sag, vi her diskuterer, drejer det sig selvfølgelig om, hvad Gud siger om ægteskabet, ikke om hvad vi måtte føle og mene.

   Skal jeg bruge flere ord på det? Du sagde jo selv, at præstens prædiken var kedelig og intetsigende, men denne følelse, som er rent æstetisk, er jo kun et resultat af, at han intet sagde, som du ikke lige så godt kunne have sagt dig selv. Mange menneskers (ofte berettigede) fornemmelse af, at kirken er kedelig, skyldes paradoksalt nok dens iver efter at være det modsatte. Den tror, at dens imødekommenhed og vilje til at kildre folks øren er vejen frem. Oh, hvilken vankundighed! Al erfaring viser, at den der taler mennesker efter munden, aldrig når frem til deres ører, for slet ikke at nævne deres hjerte.

5.
Kære B. (og T.?!) Jeg må indrømme, at jeg har spekuleret på, hvad din ægtemand egentlig sagde til denne suspekte brevveksling mellem to gamle klassekammerater. Det glæder mig, at han finder den interessant, men jeg forstår også, at han opfatter mig som noget af en teoretiker, der "ikke regner folks følelser for ret meget", når det drejer sig om kirke og gudstjeneste.

   Bare rolig, jeg bliver ikke såret og tager det på ingen måde personligt. Faktisk kan jeg godt se, at man kan få indtryk af en vis kynisme, især når alt i samfundet (ikke bare i kirken) er lagt an på at smigre folks følelser og for alt i verden forhindre, at de føler sig misforståede eller forkerte. Som gymnasielærer kender du hele denne kælne atmosfære og véd, hvilke katastrofale følger den har. Ja, og hvis jeg ikke husker helt forkert, så skrev G. selv engang en glimrende kronik, som påpegede, at sentimentaliteten i sidste ende bliver det, som æder velfærdssamfundet op indefra. Hvilket jeg er helt enig i.

   G. spørger, hvad i alverden den kirkelige velsignelse skal gøre godt for, hvis den ikke er "Guds godkendelse af og hjælp til samlivets kærlighed og ansvarlighed". Mit svar er, at der hersker mange misforståelser angående ordet 'velsignelse' og at G.s spørgsmål reflekterer en af disse. Lad mig dog indrømme, at hans misforståelse ikke hører til de største, og at den oven i købet er undskyldelig og indeholder en flig af sandheden, så sandt som den er menneskets -  ja, livets - naturlige måde at forstå begrebet på.

   Ordet velsignelse er nemlig lige så omfattende som livet selv. Alle tilværelsens åbenbare goder: børn, rigdom, helbred, venskab, kærlighed etc. er velsignelser. Troen på skabelsen er ensbetydende med troen på Guds velsignelse af mennesket. I ordet 'velsignelse' ligger en anerkendelse af livets karakter af ufortjent gave. Velsignelse er et alment religiøst ord og udtrykker en almen menneskelig erfaring.

   Men kristendommen taler videre om velsignelsen. Uden at opgive velsignelsens åbenbare karakter, bruger den også ordet om noget, som ikke er åbenbart og selvindlysende. Dette benævner evangeliet 'syndernes forladelse'.

  Dog er syndernes forladelse ikke én velsignelse ud af mange; er ikke en velsignelse på linie med andre 'velsignelser'. Hvor evangeliet først har lydt, er alle andre velsignelser indesluttet under denne ene velsignelse. Ja, hvor evangeliet lyder, findes der i egentlig forstand kun denne ene velsignelse. Den er som solens lys, der får alle andrelyskilder til at blegne ved at overgå dem i styrke.

    Kirkens velsignelse består altid grundlæggende i dette, at den forkynder syndernes forladelse i Jesus Kristus. Denne velsignelse er på alle måder overraskende og nyskabende. Syndernes forladelse er det modsatte af selvindlysende, hvilket kunne ligne en ulempe, men netop er en fordel. Alt det, som vi ellers finder selvindlysende, bliver jo ikke ved med at være det. Erfaringen af de 'åbenbare' velsignelser kunne støde på modstand. Helbredet kan svækkes, venskaber dø, rigdom fortæres, kærligheden forgå.

   Når således det selvindlysende slukkes, bliver alt mørke for den, der intet andet lys kender end det selvindlysende. Og da må der et nyt og fremmed lys til, hvis udtrykket Guds velsignelse ikke skal blive til løgn. Denne sol - "Soles Sol fra Betlehem" - hedder Kristus, syndernes forladelse.

   Alle åbenbare velsignelser er foreløbige. Velsignelsen i Kristus er evig. Derfor må den komme udefra - fra det evige. Den må ikke stamme fra menneskets tanker og erfaringer; må ikke være noget af menneskets eget og dermed forgængeligt som mennesket selv. Den må træffe mennesket som en ydre begivenhed, være et møde med noget andet end os selv. Var kirkens ord kun vort eget, kunne velsignelsen aldrig blive andet end velmente ønsker. Men Guds ord er ikke et ønske. Guds ord er et skaberord, som skaber, hvad det nævner. Så når Gud udtaler sin velsignelse; når han siger: Dine synder er dig forladt, så kan intet i himmel og på jord forhindre, at det virkelig er sådan.

   Skulle en og anden nu mene, at dette ikke var nok, så er det fordi han forveksler sagen med dens skygge, det store med det lille, det evige med det timelige og dermed - i sin sikre konsekvens - døden med livet. Og i en sådan forvirring findes der ingen velsignelse.

   Hvori består så den specifikke velsignelse, der lyder ved et bryllup? Den består i, at det store lys - solenes sol, syndernes forladelse - tændes over brudeparret og alle tilstedeværende, således at de nu i fuld klarhed kan se, hvad de selv er, og hvad ægteskabet er. Ret beset kommer brudefolkene ikke hen i kirken og får deres ægteskab velsignet. De kommer derhen og får at vide, at deres ægteskab er – og altid har været -  en Guds velsignelse af dem.

   De får at vide, at ægteskabet hidrører fra skabelsen. Det er Guds ordning givet før syndefaldet. En ordning, som ved Guds nåde - altså syndernes forladelse - har overlevet syndefaldet. Sådan forstået er ægteskabet på én gang et kristeligt og et ikke-kristeligt fænomen.

    Det er kristeligt, fordi det udtrykker syndernes forladelse, og det er ikke-kristeligt, så sandt som dualiteten 'mand og kvinde' hører skabelsen og hele menneskeheden til, og er givet tillige med det løfte, "at de skulle blive frugtbare og opfylde jorden" ( Første Mosebog1,28). Thi ethvert ægteskab er udtryk for Guds velsignelse, fordi der er knyttet forjættelse til det. Også et ægteskab i Kina. Også et borgerligt ægteskab eller et papirløst ægteskab. Selve forholdet mand/kvinde forstået som familiens ophav og samfundets grundcelle er altså Guds absolutte indretning af menneskelivet på samme måde som solsystemet er hans indretning af universet.

   Hvad der foregår ved et kristent bryllup er, at dette bliver forkyndt. Det kunne nemlig være, vi havde glemt det. Det kunne ske, vi mente, at parforholdet var noget, vi selv havde fundet på; at vi lavede en religion ud af vores kærlighed, seksualitet, eller fantasi eller hvad ved jeg. Imod denne misforståelse prædikes det i kirken, at Gud gav Eva til Adam som en skabelsens gave, der er knyttet frelse og forjættelse til. Derfor er brylluppet ikke - skønt det ikke er noget sakramente - en sag, der er kristendommen uvedkommende. Netop i kirken forkyndes det, hvad der er ægtestandens særlige embede. Det forkyndes på den ene side som lov, dvs. imod alle vore falske meninger og teorier  - og på den anden side som evangelium,, dvs. som et tydeligt eksempel på, at Gud, skønt han uddrev os af paradiset, ikke har overladt os til os selv, men lader os leve i en nåderig og god verden.

   Luther opererer med tre skabelsesordninger: ægteskabet, øvrigheden og prædikeembedet (huset, landet og kirken), ved hvilke Gud sørger for sine skabninger i denne faldne verden. Ordning og velsignelse er i Luthers sammenhæng det samme, thi begge dele er syndernes forladelse. Men så lidt som syndernes forladelse er umiddelbart til at erfare og derfor må tilsiges,  lige så lidt er ordningerne utvetydige, men må forkyndes som ordninger og fattes i tro.  

    Når kirken velsigner, gør den altså ikke andet end at pege på det, som i forvejen er underlagt velsignelse og forkynde det som en velsignelse. Den tanke, at kirken ved sit ritual eller på anden måde kan tilføre noget eller nogen velsignelse, er meningsløs. Et ægtepar er velsignet i og med at det er et ægtepar. Forholdet får ikke i kirken tilført en kvalitet, som det ikke havde forud. Men det får forkyndt, at det er sådan.

   Ægteskabet er med andre ord altid bedre end vi selv er. Det er en rest af paradiset, som står tilbage i den faldne verden, og som det syndige menneske ikke lukkes ude fra, men tværtimod får givet som en ganske håndgribelig, sanselige nådestand. Ægteskabet er givet af Gud i paradiset og består efter syndefaldet som en helle for det syndige menneske, en stand, hvor ægtefolk kan finde hvile fra den fortvivlende opgave selv at skulle helliggøre deres liv.

    Jeg håber, denne ordrige redegørelse giver en vis forklaring på, hvorfor talen om vore følelser må komme i anden række ved et bryllup. Jeg ved da godt, at der findes elendige ægteskaber og dårlige parforhold, og at Guds hjælp og menneskelig anstændighed er en forudsætning for at ægteskabet bliver godt i ganske almindelig verdslig forstand. Og alt dette beder vi jo også om ved brylluppet. Men det vigtigste - og forudsætningen for at vores bøn bliver sand – er, at vi forstår hvad ægteskabet er: at det i sig selv altid er godt, også selv om vi ikke er det; at ægteskabet er syndfrit, skønt vi, der lever i det, er syndere, og at denne mærkelige mikstur kaldes for syndernes forladelse.

6.

Kære B. Hver eneste gang i livet vi finder et svar, opdager vi snart, at dette svar rejser yderligere spørgsmål.

   Hvis svaret på ægteskabets mening ligger i forplantningen og yngelplejen, hvad er så meningen, hvis disse ting af den ene eller anden grund er udelukket? Du og G. har hver især fået de børn, I skulle have, og det er ikke sandsynligt, at I får nogen sammen, skriver du, og du spørger, om jeres ægteskab så ikke er et "rigtigt ægteskab".

   Jo, det ved Gud det er! Jeg håber sandelig, det er fremgået af alt. hvad jeg har sagt, at et ægteskab er et ægteskab uanset omstændighederne. En mand og kvinde, som deler bord og seng, lever i et ægteskab, også selvom dette ægteskab skulle være barnløst, hvad enten det skyldes nødvendighed eller beslutning. Når jeg refererer bibelens og Luthers opfattelse, at ægteskabets formål er familien, så er det kun som eksempel på, at kristendommen i dette spørgsmål har rod i den almindeligt menneskelige fornuft og vedkender sig den normale erfaring af godt og ondt. Uden ægteskabet var der ingen familier, og uden familierne var der intet samfund i menneskelig forstand. Derfor er ægteskabet en velsignelse, som der er knyttet forjættelse til, dvs. gudsbegrundet håb om en nåderig fremtid.

   Men dette er jo for så vidt banalt. Dette er ægteskabet åbenbare og selvfølgelige mening, som ingenlunde bør ringeagtes, fordi den er åbenbar og selvfølgelig. Thi dette er en mening, som alle, der ikke bevidst fornægter den, kan se, føle og forstå.

     Men det er ikke den eneste mening med ægteskabet. Det er ikke det endelige svar på vore spørgsmål. Jeg har allerede med min tale om syndernes forladelse antydet, at der knytter sig flere betydninger til ægteskabet end dem, som øjet umiddelbart kan se. At ægteskabet er indstiftet i paradiset før syndefaldet fremtvinger den nødvendige antagelse, at der sagtens kan være flere 'meninger' med ægteskabet, end vores forstand har adgang til. I hvert fald rejser det en masse spørgsmål, som er gode at stille og tænke over, blot vi ikke bilder os ind, at vi kan svare endeligt på dem.

   Et helt overordnet spørgsmål må være dette: Hvorfor skabte Gud mennesket "som mand og kvinde", dvs. som to væsensforskellige individer? Jeg mener, slægtens videreførelse kunne jo være ordnet på andre måder, som også naturen kender, f.eks. ved knopskydning. Men Gud valgte nu engang denne måde, og han skabte mennesket med en længsel efter det andet køn, som strengt ikke burde være nødvendig, eftersom mennesket i paradiset stod ansigt til ansigt med Gud, hvilket i sig selv er opfyldelsen af alle længsler. Hvorfor dette ekstra? Hvorfor dette samfund i samfundet, når alt i paradiset jo allerede var godt og fuldt tilstrækkeligt for menneskets lyksalighed?

    Nå ja, svaret er selvfølgeligt, at paradislivet uden ægteskabet netop ikke var fuldt tilstrækkeligt, og at denne ordning, ægteskabet, føjede noget til, som ikke allerede var udfoldet i skaberværket, og som mennesket således ikke ellers havde adgang til. Hvad vi har med at gøre er et mysterium. Og et mysterium kan vi i sagens natur ikke opløse i prosaiske forklaringer. Men vi kan erkende det som mysterium, og når det er gjort, kan vi sammenholde det med, hvad Gud ellers antyder om dette mysterium.

   Er det ikke påfaldende, at blandt flere billeder, som Skriften giver af det kommende Gudsrige, er bryllupsbilledet et af de fremtrædende? Er det ikke interessant, at kirken omtales som bruden og Kristus som brudgommen? Er analogien tilfældig?

   Jeg tror det ikke, og kirkehistoriens traditionelle fortolkninger har heller ikke troet det. Men det er åbenlyst, at alle fortolkninger og forklaringer af denne karakter bevæger sig på kanten af det mystiske og derfor kun kan formidles i en form, der nærmer sig poesi. Heri finder vi årsagen til alle erotiske metaforer, som vi finder i bl.a. Højsangen i Det gamle Testamente og ikke mindst i utallige digte og salmer, hvoraf Brorsons salmer her hos os er de mest åbenlyse.

   Mandens og kvindens forening har set i dette lys ikke kun det formål at bringe børn til verden, men tillige (og måske først og fremmest!) at være en forjættelse om - eller en forsmag på - den endnu større og endnu saligere forening mellem Gud og menneske, som den treenige Gud fra begyndelsen har sat som endemålet for sin skabning. Det betyder, at ægteskabet er en prædiken. Det betyder, at samfundet mellem mand og kvinde er en daglig forkyndelse, ikke bare til øret, men til alle sanser om det samfund, som vi i sidste ende er skabt til: nemlig samfundet med Gud. Ja, og så betyder det endelig, at kærligheden, erotikken, seksualiteten, ansvarsfølelsen, ømheden og alle andre "dyder", der knytter sig til ægteskabet, faktisk prædiker med på eller er elementer i denne prædiken.

   Jeg indrømmer, at jeg hidtil har været overvejende negativ i min behandling af 'kærligheden', men det har sine grunde, som jeg har gjort rede for. Lad mig derfor slå fast med syvtommersøm, at Paulus selvfølgelig taler sandt, når han proklamerer, at "størst af alt er kærligheden" og "kærligheden ophører aldrig".

    Blot vil jeg ligeledes slå fast, at Paulus her som altid taler om den himmelske kærlighed eller Guds kærlighed, og hvis ikke vi forstår 'vores' kærlighed som en afspejling heraf, så forstår vi den slet ikke. Kærligheden er et mysterium, det er hvad vi skal forstå. Og som kristne skal vi tilmed forstå, at dette mysterium er uløseligt knyttet til ægteskabet som ordning, som forjættelse og prædiken. Kærligheden er ikke et middel beregnet på selvbeskuelse, men et spejl som reflekterer Guds uudgrundelige nåde og forjætter vores forening med ham. Tag alle lyksaligheder, som ægteskabet bringer - alle uden undtagelse - og gang disse med uendeligt, så har du den lyksalighed, som venter det faldne menneske, når engang det genrejses i uforkrænkelighed. Er det sort tale? Det er i hvert fald et forsøg på at formulere et mysterium, og som jeg sagde, hører det til den side af teologien og prædiken, som kun kan udtrykkes poetisk og billedligt, hvilket her vil sige: antydningsvist og foreløbigt. Men for mig eget vedkommende vil jeg sige, at jeg ikke kan lade være med vende tilbage til dette mysterium, og at jeg opfordrer andre til at gøre det samme.

    Lev vel og på snarligt gensyn..