Fremad, Folkekirke!

Kronikforslag (afvist)

Af Søren Holm

Med sit ja til homoseksuelle vielser har folkekirken taget hul på en løfterig fremtid. Den før så stive dogmeanstalt er blevet afløst af et inkluderende fællesskab, hvor det ikke er menneskers valg af livsform, der afgør om de er inde eller ude. Kirken er ikke længere kun for ægtepar. Den er rituelt åben for alle danskere. Der er nu plads til de mange, for hvem kirkedøren før var stængt.

  Men kan kirken nu hvile trygt på sine laurbær? Nej, desværre er det ikke helt sådan. Kirken er stadig nærig, og gamle tendenser hænger stadig ved. År 2011 er Den danske Folkekirke endnu blind for eksistensen af en stor gruppe danskere. Det er denne gruppe, jeg ønsker at tale for. 

Jørgen 

Jeg har en ven. Lad os kalde ham Jørgen. For et par år siden blev Jørgen forladt af sin kæreste gennem ti år. I månederne bagefter befandt Jørgen sig i en slags identitetskrise. Fra at have delt tilværelsen med et andet menneske, havde Jørgen kun sig selv.

  Han beholdt heldigvis huset, så Jørgen stod ikke på gaden. Han havde også stadig sit arbejde og sin vennekreds (bortset fra kærestens venner, som fulgte med hende). De materielle rammer var altså i orden. Han var ingenlunde venneløs eller hjemløs . Men hans kærlighed var hjemløs. Den havde hverken retning eller mål, den svævede i et vakuum.

   Jeg beretter om Jørgen, fordi jeg har haft ham meget i tankerne - særligt i den senere tid. Jeg fortæller også om Jørgen, fordi han repræsenterer noget i sidste ende positivt og langt mere udbredt, end de fleste af os er klar over. Ja, og fordi han kun er en af mange, som i årevis har savnet folkekirkens bevågenhed.

   Jørgen er nemlig kun et af mange tilfælde, hvor et menneske, hvis kærlighed var blevet husvild, sluttelig fandt et menneske i verden, som han kunne elske grænseløst samt stole på uden forbehold: Sig selv.

  I dag er Jørgen single. Og det hverken skammer han sig over eller begræder. Han er tværtimod stolt over det og glad for det. Jørgens valg af livsstatus er en aktiv beslutning fra hans egen side. "Det var kærligheden, der drev mig". Eller som Jørgen også sagde til mig: "Jeg indser først nu, hvor meget jeg egentlig elsker mig selv. Ville det ikke være at gå imod både min natur og min samvittighed, hvis jeg - bare for at følge normen - skulle presse mig ned i et snævert samliv med et andet menneske?"

Jørgen og Gud

Da slog det mig, hvor få tanker jeg før havde skænket, ikke bare Jørgen, men også de mange andre singler, jeg kender. Det slog mig, hvor usynlige, de egentlig er. Hvor oversete. Selvfølgelig har Jørgen ret. Det flotte er, at han tør tænke det og sige det.

At elske sig selv er ikke skamfuldt. Tværtimod er selvhad den sørgeligste tilstand et menneske kan ende i. Jørgen elsker sig selv som skabning. Som menneske. Han har valgt at realisere det kærlighedens potentiale, som han - rettelig -  mener er givet ham af Gud. Blot sker det i og med ham selv. Hans kærlighed er stor og ægte.

   Jørgen er beskeden og holder ikke af at sætte sig selv i centrum. Måske derfor var det, at jeg som præst for nogen tid siden fik en ide. Hvorfor ikke give de tavse tusinder, der som Jørgen har valgt at følge deres natur ved at blive livsvarige singler, den glæde at opleve Guds nåde og velsignelse. Jeg tænkte: Fordi Jørgen er beskeden, behøver Gud ikke være det. Gud er netop ikke beskeden! Hos Gud er der plads til alle. Hans velsignelse gælder også Jørgen, Hanne, Preben, Jessica, Kjeld og alle de andre, der har valgt aleneheden som livsform.

   Mit forslag er ganske enkelt. Lige som Folkekirken nu åbner for, at homoseksuelle par kan blive viet i kirken, bør også de mange, hvis natur byder dem at leve som singler, kunne få kirkens velsignelse.

Ny tid, nye ønsker

Det traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde er ikke længere det eneste rette rum for den menneskelige kærlighed. Kirkens vanetænkning på dette felt stammer fra en bibelsk tidsalder, hvor ægtefælle og familie var nødvendige forudsætninger for overlevelsen og for videreførelsen af stammen eller slægten, som i det bibelske univers er afgørende størrelser. Sådan er det heldigvis ikke længere. Homoseksuelle par regnes i dag for nøjagtig lige så samfundsgyldige som heteroseksuelle. Nu mangler vi bare at få singlerne med, ikke mindst i lyset af, at vore singler i dag udgør en større og større del af befolkningen. At være single er nu næsten mere "normalt" end at være par.

   Mange singler, jeg kender, har udtrykt stort ønske om, at også de måtte opleve den samme kirkelige højtid, som hidtil kun har været parrene forundt. Også de kunne ønske sig at fejre bryllup. Som en singlekirkegænger forklarede mig: "Min kærlighed er lige så dyb og livsvarige som parrenes. Somme tider føler jeg det, som om der slet ikke er plads til sådan en som mig i kirken. Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem udsættes for fordømmelse, men jeg mærker tydeligt, at jeg ikke regnes for så meget".

   Min opfordring skal gå til de danske biskopper, at de snarest reagerer på dette stigende behov i den danske folkekirke. Det er mit håb, at vi i denne sag må blive fri for den træghed, der gjorde sig gældende i spørgsmålet om de homofile. Biskopperne bør reagere resolut på tiden, de lever i og på den virkelighed, der omgiver dem. Måske er vielser af enlige ikke set før, men heller ikke før i historien har vi haft så mange singler som nu. Staten har for længst anerkendt singlernes status. Civilstanden 'ugift' har længe eksisteret. Hvorfor er kirken ikke fulgt med? Det er på tide, at det sker.

Kom nu, bisper!

Hvordan ritualet for vielser af singler skal se ud, vil jeg ikke forsøge at foreslå. Det er et ønske fra mange singler, at det ligner et bryllup så meget som muligt. De fleste er dog også klar over, at der må være visse forskelle i formuleringer og den slags, som er helt uundgåelige. Men grundlæggende er ønsket, at også en single kan tale om at "blive gift" og at "holde bryllup".

   Tænkeligt er det, at visse præster vil protestere mod denne nyhed. Muligvis vil debatten blive lang. Men jeg er sikker på, at når tiden - før eller siden - bliver moden til det, så vil også håbet fra de mange singler i den danske folkekirke blive opfyldt. Det er mit ønske, at biskopperne vil gøre en indsats for, at dagen ikke er for fjern.

   Så derfor vil jeg slutte med at sige: Kære biskopper, rejs jeres hoveder og træd nu ind over tærsklen til det 21. århundrede, hvor det danske folk allerede står og venter på jer!