Af Elisabeth Krarup Jensen
Det drejer sig om kærlighed, husk lige på det! Og hvor bliver forresten vor herre Jesus Kristus af i denne her snak, han som er med os alle dage? Og hvorfor gælder hans kærlighed ikke også de homoseksuelle? Sådan spurgte en meget talende Katrine Lilleør i Debatten på DR 2 i torsdags, hvor kirkeministerens lovforslag om homoseksuelles ret til at blive viet i kirken blev diskuteret.
Ja, hvor blev Jesus og kærligheden af? Svaret er, at Katrine Lilleøre og Manu Sareen og andre ligesindede har kvalt begge i en fed klistrende ualvorlig tale. For hvad er det for en kærlighed den selvudnævnte ”jesusfundamentalist” patetisk efterlyser? Er det den kærlighed, Jesus kom med, som var hans ubrydelige troskab mod mennesker, der spørges til? Er det det ord, der var af myndighed, som det lyder i evangeliet?
Så langt fra. Det er forelskelsen, det er den ”fede” følelse, som kommer og går efter forgodtbefindende. Det er den følelse, der får mand eller kone til at forlade familien, der nu skal gøres særlig velsignelsesværdig.
Og selvfølgelig har denne overfladiske forståelse af kærlighed intet at gøre med noget så alvorligt som et ægteskab. Selvfølgelig er kristendommens tale om ægteskabet ikke grundet på noget så flygtigt som en følelse. Ægteskabet er det stik modsatte, det er et spørgsmål om ansvar og troskab.
Vil du elske og ære ham/ hende? bliver parret spurgt ved alteret. Vil du? sådan spørges der, fordi forholdet mellem mand og kvinde har den skæbnesvangre konsekvens, at de, som Gud selv, kan skabe. Et meget sandsynligt resultat af deres forhold er ofte en sagesløs lille skabning, hvis fremtid afhænger af viljen til sammenhold. Derfor: ”vil du elske og ære, og holde sammen i medgang og modgang?”.
Disse spørgsmål sætter en stopper for al sentimental snak om kærlighed – til helvede med den, siger vor herre, og frem med alvoren.
Mangen en brud har igennem årene stået foran alteret med en stor mave. Mangt et ægteskab er førhen indgået, fordi uheldet var ude, og ikke nødvendigvis de stærke følelser. Og det er der kommet ikke så få gode livslange ægteskaber og stabile familier ud af.
Og man skulle mene, at både homoseksuelle og heteroseksuelle skulle ønske at denne alvorlige og usentimentale forståelse af ægteskab og familieliv var værd at bevare. Man skulle mene, at både heteroseksuelle og homoseksuelle var interesseret i at bevare alvoren i ægteskabet og ikke udskifte den med noget så utilregneligt som en følelse er. Man skulle mene, at det var let at forstå, at fremtidens børn, potentielle homo- elle heteroseksuelle, selvfølgelig skal værnes af samme forpligtende kærlighed, som deres forældre blev det.
Men i stedet for at dyrke alvoren, så dyrkes ligestillingen. I stedet for den forpligtende kærlighed, så vil der på kirkens altre fremover ligge en alterbog der dyrker forelskelsen - selvoptagetheden. Og det gør der, fordi man ikke kan skelne. Det gør der, fordi man ikke vil forstå, at der er en afgørende forskel på at ville og at føle, på at skulle og at have lyst til.
Skal homoseksuelle ikke også have muligheden for at indgå et sådan forpligtende forhold? spurgte Katrine Lilleør med forarget mine. Jo, men et sådan forhold står de allerede i. Det blev sat ved dåben, hvor det lød, at du nu er et Guds barn, og at Gud som din Fader, er med dig alle dage. Det betyder, at han slipper dig ikke, som Guds skabning vil han, at du skal elske Gud og næsten som dig selv. Intet menneske slipper fri af dette ansvarlige forhold til Gud og næsten.
Gud har derfor ikke en særlig ordning til alle mulige næsteforhold. Han har én, udtrykt i det dobbelte kærlighedsbud. Men for mand og kvinde lyder dette bud igen ved alteret, når der er bryllup. For siden skabelsens morgen, siden Gud gav mand og kvinde, at de skulle blive ét kød, siden ægteskabets indstiftelse har det været ham særligt magtpåliggende at værne det sagesløse barn mod menneskets ubændige trang til at løbe fra ansvaret. Sådan som han altid værner den svage. Alle andre forhold må vi på eget ansvar selv tage hånd om med Guds regnskabsdag for øje.
Er det diskrimination af de homoseksuelle? Er det en forkastelse af de homoseksuelle. Nej, det er ej, hos Gud er der ikke personsanseelse. Men han værner de små, derfor tog han forældrene i kraven og satte dem i ægteskabet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar