Ægteskabets forening af mand og kvinde er en alvorlig sag

Af Karsten Farup

Med sine betragtninger over de forskellige vielsesritualer, der har været autoriseret i folkekirkens snart 160-årige historie angriber provst Finn Vejlgaard (Kristeligt Dagblad 14. dec.) biskop Lise-Lotte Rebel og hendes modstand mod at udforme et ritual for indgåelse det kommende nyskabte ægteskab mellem fæller af samme køn, og han skyder Helsingør-bispen i skoene, at hun blot tager 1992-ritualet og gør det til et udtryk for det evigt sande ritual. Han forlanger en teologisk begrundelse af den reaktionære biskop.

  Havde den fremsynede – og let tilbageskuende – provst gjort sit hjemmearbejde, ville han vide, at Rebel faktisk i sit høringssvar på baggrund af den ministerielle rapport sidste år (kan findes på Kirkeministeriets hjemmeside) har givet en af grundigste og tungeste teologiske begrundelse for sit standpunkt, der endnu er givet af nogen biskop i dette så hidsigt debatterede spørgsmål. Her præsenterer biskoppen vægtig kirkehistorisk og klar teologisk argumentation med udgangspunkt i Luthers teologi og folkekirkens største bekendelsesskrift, CA, som man vel kan forvente af en biskop i en evangelisk-luthersk kirke. Tolle lege, broder Vejlgaard!

  Teologisk argumentation tynger dog ikke provstens eget indlæg. Det nærmeste vi kommer er hans opremsninger af, at de tidligere ritualer har brugt bibeltekster, der taler om at kvinden i ægteskabet er mandens medhjælp og endda hans underordnede. På denne baggrund konkluderer provsten, at kirken til forskellige tider har ment forskelligt om, hvad et ægteskab er.

  Har Vejlgaard overvejet, at de valgte bibeltekster både tidligere og nuværende ritualer ikke udtrykker en forskellig opfattelse af, hvad et ægteskab er, men snarere hvordan et ægteskab skal være? Der er til alle tider er tale om den frivillige, i hvert fald tilsigtet livslange og familiestiftende sammenknytning af én mand og én kvinde. Men hvordan ægtefællerne skulle forvalte dette ægteskab, det har kirken rigtignok ønsket at give forskellige råd med på vejen om ved brylluppet.

  Provst Vejlgaards råd til de par af forskelligt eller samme køn, der kommer til at stå for alteret i Hyltebjerg kirke, synes at være: Tag det ikke så tungt! I dag går folk ud og ind af ægteskabet, og det  er det intet problem i – heller ikke for kirken. Det er med andre ord en noget afdanket ordning, provsten og hans ligesindede vil give de homoseksuelle par adgang til. Er det ikke lidt sølle – også for de homoseksuelle?

  Nej, Helsingør-bispen (og jeg med hende) mener, at det er en anderledes alvorlig sag, når hun fastholder, at ægteskabet er mellem mand og kvinde. Det drejer sig om foreningen af de modsætninger, der er forudsætningen for, at vi overhovedet har et menneskeligt samfund tværs gennem historien. Ægteskabet er en ordning, der netop skaber en orden for denne forening, der ellers er truet af syndige menneskers lemfældige omgang med hinanden. Og ved det kirkelige bryllup forkyndes det, at denne ordning er en Guds velsignelse for menneskene, hvad der bekræftes af både Bibel og bekendelse. Har vi med tiden mistet fornemmelsen for alvoren i denne ordning, bør kirken da netop være stedet, hvor vi mindes om, at ægteskabet faktisk er for alvor.