mandag den 19. december 2011

Ægteskabets forening af mand og kvinde er en alvorlig sag

Af Karsten Farup

Med sine betragtninger over de forskellige vielsesritualer, der har været autoriseret i folkekirkens snart 160-årige historie angriber provst Finn Vejlgaard (Kristeligt Dagblad 14. dec.) biskop Lise-Lotte Rebel og hendes modstand mod at udforme et ritual for indgåelse det kommende nyskabte ægteskab mellem fæller af samme køn, og han skyder Helsingør-bispen i skoene, at hun blot tager 1992-ritualet og gør det til et udtryk for det evigt sande ritual. Han forlanger en teologisk begrundelse af den reaktionære biskop.
  Havde den fremsynede – og let tilbageskuende – provst gjort sit hjemmearbejde, ville han vide, at Rebel faktisk i sit høringssvar på baggrund af den ministerielle rapport sidste år (kan findes på Kirkeministeriets hjemmeside) har givet en af grundigste og tungeste teologiske begrundelse for sit standpunkt, der endnu er givet af nogen biskop i dette så hidsigt debatterede spørgsmål. Her præsenterer biskoppen vægtig kirkehistorisk og klar teologisk argumentation med udgangspunkt i Luthers teologi og folkekirkens største bekendelsesskrift, CA, som man vel kan forvente af en biskop i en evangelisk-luthersk kirke. Tolle lege, broder Vejlgaard!

torsdag den 8. december 2011

Ægteskabet er en gudsforordnet stand

Kronik i Kristeligt Dagblad, 8. december 2011

Af Agnete Raahauge

Ulla Morre Bidstrup beder den 29. november mig og mine ligesindede om en teologisk begrundelse for uoverensstemmelsen mellem homoseksuelt ægteskab og skriftens og folkekirkens bekendelsers syn på ægteskabet.
     Hendes indlæg vidner imidlertid om et temmelig diffust begreb om ægteskabets teologi, hvorfor det ville overskride rammerne for et avisindlæg at svare udførligt.

Ulla Morre Bidstrup afslører blandt andet sin mangel på eftertanke ved at parallelisere indførelsen af homoseksuelt ægteskab med indførelsen af kvinders mulighed for at blive præster. Forskellen er imidlertid så indlysende, at også Ulla Morre Bidstrup burde kunne se den: At kvinder fik mulighed for at blive præster i folkekirken ændrede ikke ved bestemmelsen af, hvad en præsts embede er. Den kvindelige præst skal såvel som sin mandlige kollega være tjener for det Guds ord, som selv sætter sig igennem, uanset hvilken synders mund det bliver forkyndt af. Præsteembedets opgave ændres altså ikke af, at også kvinder kan blive præster.

Anderledes med ægteskabet. Den hidtidige forståelse af, hvad ægteskabet er, og hvilket embede ægtefællerne får, kan ikke undgås at blive reduceret og ændret, når ægteskab mellem mand og kvinde sidestilles med det homoseksuelle forhold. Det siger sig selv: Da ægteskabsordningens bestemmelse er at tage kønslivet i tjeneste for slægtens videreførelse og som foreningen af de to forskellige køn være et tegn på Kristi forening med kirken, så er ægteskabet afgørende forskelligt fra det homoseksuelle forhold, som jo af gode grunde ikke tjener slægtens liv og ikke er en forening af to forskelligheder.

Homoseksuelt samliv og ægteskabet kan altså kun ligestilles ved at nedtone de forhold, som gør ægteskabet til noget særligt - og det er dette særlige, som har givet ægteskabet dets særlige plads i kirken og teologien.

" Har I ikke hørt, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor forlader en mand sin mor og far og holder sig til sin hustru, og de to skal blive et kød," siger Jesus ( Matt. 19, 4). Og Paulus siger ( i Efeserbrevet kapitel 5):..".. og de to skal blive eet kød. Dette rummer en stor hemmelighed - jeg sigter til Kristus og kirken." Disse to steder er selvfølgelig ikke fremmede for Ulla Morre Bidstrup, men tilhængerne af homoseksuelt ægteskab er ganske ferme til at male dem til ukendelighed i tidsåndens kværn.

Legitimiteten hertil finder de i en " luthersk" forståelse af ægteskabet, som imidlertid ikke har meget med Luther at gøre.

Luthers ord om, at ægteskabet er en borgerlig ordning, og at ægteskabet er givet for at dæmme op for synden, forstår de således, at ægteskabet bare er en vilkårlig menneskelig indretning, som det er op til os at definere efter tidens krav og normer.

At dette ikke er Luthers egen opfattelse, kan Ulla Morre Bidstrup læse i Den Store Katekismus: " Derfor ønsker han ( Gud) også, at vi ærer og fastholder det ( ægteskabet) og lever i det som en guddommelig og salig stand, da han allerførst, forud for alle andre stænder har indstiftet det og derfor skabt mand og kvinde forskellige - som det er tydeligt - ikke til løsagtighed, men for at de skal holde sammen, være frugtbare, avle børn og ernære og opdrage dem til Guds ære." DEN SAMME HØJAGTELSE for ægteskabet som en guddommeligt forordnet stand kan Ulla Morre Bidstrup selv læse efter i Traubüchlein og i Luthers udlægning af Genesis. I den sidste hedder det blandt andet:..." Thi er det ikke noget stort, at Gud selv i uskyldighedstilstanden har ordnet og indsat ægteskabet..(...) ægtestanden er en gudelig stand, det er, forordnet af Gud selv." Luthers forståelse af ægteskabet var ikke en ny forståelse. Også oldkirkens teologer som Augustin forstod den ægteskabsordning, som Gud indstiftede i Paradis før syndefaldet og lod menneskene beholde efter faldet som mere end blot en tilfældig tidsbestemt måde at regulere kønsdriften på.

For ægteskabet er jo tegn på, at Gud ikke blot overlod menneskene til døden efter faldet, men også efter faldet ville opretholde slægten indtil det Evas afkom, Jesus, som skulle knuse slangens hoved, blev født - og indtil den yderste dag: til Guds rige, hvor der ikke skal tages til ægte, åbenbares endeligt.

Der er altså solid teologisk tradition for, at ægteskabet er mere end en tilfældig tids tilfældige samlivsform, som kirken kan vælge at begave med sin velsignelse.

Ja, for at ægteskabet i sig selv er en velsignelse af menneskelivet på jorden: en velsignelse til slægtens bevarelse, en velsignelse ved at være tegn på Kristus og kirken. Og når det i Den Augsburgske Bekendelses artikel 23 hedder, at ægteskabet er en gudsforordnet stand, som ikke kan tilsidesættes af menneskelige løfter og bestemmelser, så er det netop udtryk for denne ægteskabets særlige karakter.

Det kan undre, at " Rapport om Folkekirken og Registreret Partnerskab" beskæftiger sig så lidt med Den Augsburgske Bekendelse, og så lidt man har forsøgt at læse den i lyset af Luthers skrifter.

Og endnu mere kan det undre, så lidt Den Augsburgske Bekendelses ordlyd lader til at afficere det flertal af præster og biskopper, som vil reducere ægteskabet til en samlivsform blandt andre for at gøre det lig med det registrerede partnerskab.

  Man skulle jo tro, at præster i den evangelisk-lutherske folkekirke først gjorde grundigt rede for, hvad kirkens bekendelsesskrifter har at sige om ægteskabet, før de skred til at ændre kirkens ægteskabssyn. Det er trods alt ikke sociologernes redegørelser for nutidens samlivsformer, som vi præster har lovet at forkynde i overensstemmelse med.

 Nu ved jeg kun alt for godt, hvad Ulla Morre Bidstrup og ligesindede vil svare mig: at jeg er en frygtelig skrift-og bekendelsesfundamentalist, og at ægteskabet jo trods alt ikke, som dåb og nadver gør det, skænker frelse ved del i Kristus.

DERTIL ER FOR DET FØRSTE at sige, at nej, ægteskabet er ikke en velsignelse til frelse, og derfor er det sentimental propaganda, når det påstås, at homoseksuelle er udelukket fra kirken og fra Guds velsignelse, hvis deres partnerskab ikke kan få ægteskabets særlige velsignelse.

 For det andet er at sige, at det er god luthersk og paulinsk teologi, at Guds frelsende nåde i Kristus ikke ophæver loven. Den løser os fra lovens forbandelse, fra at skulle blive fuldkomne ved loven. Men den overlader os ikke virkeligheden som en formløs masse, som det er op til os at skabe og give form.

 Nej, den sætter os i det oprindelige barneforhold til Gud fader, som har skabt alt og ikke har givet sit skaberværk fra sig, men til evig tid er al virkeligheds ophav og opretholder.

Ulla Morre Bidstrup slutter sit indlæg med den kække opfordring til os ægteskabsvogtere, at vi kan jo bare kan kalde de homoseksuelle partnere for ægtefæller. For "ord har det med at skabe, hvad de nævner, og er det ikke netop ægteskaber, I ønsker at værne om som samfundets grundpiller?".

Men der er en temmelig grundlæggende forskel på vore ord, som ganske vist ved gentagen brug kan få os til at se på virkeligheden på en bestemt måde - og så Guds ord, som skaber, hvad det nævner. Guds ord skaber virkelighed - vore ord skal måles på, om de taler sandfærdigt om virkeligheden, og sådan som det er fat med os efter syndefaldet, skal ingen af os tro os for sikre på, at vi taler sandt.

Alligevel vil jeg nu være lige så kæk som Ulla Morre Bidstrup og påstå, at hvis vi tror, at vore ord skaber, hvad de nævner, så er det højst sandsynligt en af-skabelse, vi er i gang med. En tapning af ordene for mening - som når vi for eksempel påstår, at det registrerede partnerskab er af samme art som ægteskabet.

onsdag den 7. december 2011

I Grundlovens navn: Nej til nyt ritual

Læserbrev i Kristeligt Dagblad, 7. december 2011

Af Jesper Bacher
 
I den verserende debat om homoseksuelles mulighed for at indgå ægteskab i folkekirken er det blevet anført, at folkekirkeordningen pålægger bispekollegiet at udforme et vielsesritual. Når staten dikterer, må folkekirken levere.

Således udtalte biskop Karsten Nissen i sommer til nærværende dagblad, at hvis folketinget vedtager en lov, der tillader vielser af homoseksuelle i kirken, er folkekirkens biskopper som en følge af forholdet mellem stat og kirke nødt til at udarbejde et ritual.

”Det er Folketinget, der er folkekirkens synode, så længe vi ikke har en kirkeforfatning. Og når lovgiver bestemmer sådan, så skal vi udarbejde et ritual” (Kristeligt Dagblad den 28. juli 2011).

Samme påstand fremføres også i Politiken den 26. november, hvor biskop Elisabeth Dons Christensen er citeret for at sige: ”Det, Folketinget vedtager ved lov, må vi rette os efter”. Hun tilføjer dog: ”Men det er os, som laver ritualet – også sprogbrugen, for det er et indre anliggende”. Det lader også til at være kirkeministerens forventning, at folkekirken gør sin del af arbejdet for at føre regeringens politik igennem.

Men står der ikke i Grundlovens paragraf 4, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten?

Altså som et bestemt trossamfund, ikke som en amorf størrelse underlagt lovgivers vilkårlige luner og ideologi.

En observant kollega gjorde mig opmærksom på Preben Espersens Kirkeret, hvor man kan læse følgende udlægning af Grundlovens paragraf 4: ”Den har egentligt juridisk indhold og kan som nævnt opfattes som en ”generalklausul”, der pålægger Folketinget at drage omsorg for, at der tages skyldigt hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske bekendelse i forbindelse med fastlæggelse og anvendelse af retsregler på det kirkelige område”.

Således burde folkekirkens biskopper også kunne henholde sig til Grundloven og erklære, at de er mere forpligtede på det evangelisk-lutherske end det øjeblikkelige folketingsflertal, som heller ikke kan hæve sig over rigets forfatning.

Ganske vist bør biskopperne under alle omstændigheder sige nej til at udarbejde et autoriseret velsignelses- eller vielsesritual for homoseksuelle, for i slige sager skal man adlyde Gud mere end mennesker, men det er ikke ringe, hvis der også kan siges nej i Grundlovens navn.

mandag den 5. december 2011

Fremad, Folkekirke!

Kronikforslag (afvist)

Af Søren Holm

Med sit ja til homoseksuelle vielser har folkekirken taget hul på en løfterig fremtid. Den før så stive dogmeanstalt er blevet afløst af et inkluderende fællesskab, hvor det ikke er menneskers valg af livsform, der afgør om de er inde eller ude. Kirken er ikke længere kun for ægtepar. Den er rituelt åben for alle danskere. Der er nu plads til de mange, for hvem kirkedøren før var stængt.

  Men kan kirken nu hvile trygt på sine laurbær? Nej, desværre er det ikke helt sådan. Kirken er stadig nærig, og gamle tendenser hænger stadig ved. År 2011 er Den danske Folkekirke endnu blind for eksistensen af en stor gruppe danskere. Det er denne gruppe, jeg ønsker at tale for. 

Jørgen 

Jeg har en ven. Lad os kalde ham Jørgen. For et par år siden blev Jørgen forladt af sin kæreste gennem ti år. I månederne bagefter befandt Jørgen sig i en slags identitetskrise. Fra at have delt tilværelsen med et andet menneske, havde Jørgen kun sig selv.

  Han beholdt heldigvis huset, så Jørgen stod ikke på gaden. Han havde også stadig sit arbejde og sin vennekreds (bortset fra kærestens venner, som fulgte med hende). De materielle rammer var altså i orden. Han var ingenlunde venneløs eller hjemløs . Men hans kærlighed var hjemløs. Den havde hverken retning eller mål, den svævede i et vakuum.
   Jeg beretter om Jørgen, fordi jeg har haft ham meget i tankerne - særligt i den senere tid. Jeg fortæller også om Jørgen, fordi han repræsenterer noget i sidste ende positivt og langt mere udbredt, end de fleste af os er klar over. Ja, og fordi han kun er en af mange, som i årevis har savnet folkekirkens bevågenhed.
   Jørgen er nemlig kun et af mange tilfælde, hvor et menneske, hvis kærlighed var blevet husvild, sluttelig fandt et menneske i verden, som han kunne elske grænseløst samt stole på uden forbehold: Sig selv.
  I dag er Jørgen single. Og det hverken skammer han sig over eller begræder. Han er tværtimod stolt over det og glad for det. Jørgens valg af livsstatus er en aktiv beslutning fra hans egen side. "Det var kærligheden, der drev mig". Eller som Jørgen også sagde til mig: "Jeg indser først nu, hvor meget jeg egentlig elsker mig selv. Ville det ikke være at gå imod både min natur og min samvittighed, hvis jeg - bare for at følge normen - skulle presse mig ned i et snævert samliv med et andet menneske?"

Jørgen og Gud

Da slog det mig, hvor få tanker jeg før havde skænket, ikke bare Jørgen, men også de mange andre singler, jeg kender. Det slog mig, hvor usynlige, de egentlig er. Hvor oversete. Selvfølgelig har Jørgen ret. Det flotte er, at han tør tænke det og sige det.
At elske sig selv er ikke skamfuldt. Tværtimod er selvhad den sørgeligste tilstand et menneske kan ende i. Jørgen elsker sig selv som skabning. Som menneske. Han har valgt at realisere det kærlighedens potentiale, som han - rettelig -  mener er givet ham af Gud. Blot sker det i og med ham selv. Hans kærlighed er stor og ægte.
   Jørgen er beskeden og holder ikke af at sætte sig selv i centrum. Måske derfor var det, at jeg som præst for nogen tid siden fik en ide. Hvorfor ikke give de tavse tusinder, der som Jørgen har valgt at følge deres natur ved at blive livsvarige singler, den glæde at opleve Guds nåde og velsignelse. Jeg tænkte: Fordi Jørgen er beskeden, behøver Gud ikke være det. Gud er netop ikke beskeden! Hos Gud er der plads til alle. Hans velsignelse gælder også Jørgen, Hanne, Preben, Jessica, Kjeld og alle de andre, der har valgt aleneheden som livsform.
   Mit forslag er ganske enkelt. Lige som Folkekirken nu åbner for, at homoseksuelle par kan blive viet i kirken, bør også de mange, hvis natur byder dem at leve som singler, kunne få kirkens velsignelse.

Ny tid, nye ønsker

Det traditionelle ægteskab mellem mand og kvinde er ikke længere det eneste rette rum for den menneskelige kærlighed. Kirkens vanetænkning på dette felt stammer fra en bibelsk tidsalder, hvor ægtefælle og familie var nødvendige forudsætninger for overlevelsen og for videreførelsen af stammen eller slægten, som i det bibelske univers er afgørende størrelser. Sådan er det heldigvis ikke længere. Homoseksuelle par regnes i dag for nøjagtig lige så samfundsgyldige som heteroseksuelle. Nu mangler vi bare at få singlerne med, ikke mindst i lyset af, at vore singler i dag udgør en større og større del af befolkningen. At være single er nu næsten mere "normalt" end at være par.
   Mange singler, jeg kender, har udtrykt stort ønske om, at også de måtte opleve den samme kirkelige højtid, som hidtil kun har været parrene forundt. Også de kunne ønske sig at fejre bryllup. Som en singlekirkegænger forklarede mig: "Min kærlighed er lige så dyb og livsvarige som parrenes. Somme tider føler jeg det, som om der slet ikke er plads til sådan en som mig i kirken. Jeg vil ikke sige, at jeg ligefrem udsættes for fordømmelse, men jeg mærker tydeligt, at jeg ikke regnes for så meget".
   Min opfordring skal gå til de danske biskopper, at de snarest reagerer på dette stigende behov i den danske folkekirke. Det er mit håb, at vi i denne sag må blive fri for den træghed, der gjorde sig gældende i spørgsmålet om de homofile. Biskopperne bør reagere resolut på tiden, de lever i og på den virkelighed, der omgiver dem. Måske er vielser af enlige ikke set før, men heller ikke før i historien har vi haft så mange singler som nu. Staten har for længst anerkendt singlernes status. Civilstanden 'ugift' har længe eksisteret. Hvorfor er kirken ikke fulgt med? Det er på tide, at det sker.

Kom nu, bisper!

Hvordan ritualet for vielser af singler skal se ud, vil jeg ikke forsøge at foreslå. Det er et ønske fra mange singler, at det ligner et bryllup så meget som muligt. De fleste er dog også klar over, at der må være visse forskelle i formuleringer og den slags, som er helt uundgåelige. Men grundlæggende er ønsket, at også en single kan tale om at "blive gift" og at "holde bryllup".
   Tænkeligt er det, at visse præster vil protestere mod denne nyhed. Muligvis vil debatten blive lang. Men jeg er sikker på, at når tiden - før eller siden - bliver moden til det, så vil også håbet fra de mange singler i den danske folkekirke blive opfyldt. Det er mit ønske, at biskopperne vil gøre en indsats for, at dagen ikke er for fjern.
   Så derfor vil jeg slutte med at sige: Kære biskopper, rejs jeres hoveder og træd nu ind over tærsklen til det 21. århundrede, hvor det danske folk allerede står og venter på jer!

søndag den 4. december 2011

Folkekirken er et bolværk

Af Søren Hviid Pedersen

Indlæg i Berlingske Tidende, 27. november 2011

Ja, så er den gal igen, med homovielser i Folkekirken. Man må komplimentere den nye regering for dens frontalangreb på borgerligheden. 
Her toner man dog rent flag, og det er da klædeligt. Det nyeste skud på denne socialistiske kulturkamp er ikke bare vendt mod kirken men også mod kernefamilien.

Disse førhen så stolte bolværker mod socialisme og kulturradikalisme vånder sig nu efter det seneste anslag mod dens integritet og status. For hvad er der sket? Jo, man har fra regeringens side besluttet, at Folkekirken og familien skal underlægges deres lighedsideologi, der på ingen måde respekterer forskellen mellem det værdifulde og det værdiløse.

Så længe alverdens forskellige mennesker kan påkalde sig anerkendelse på baggrund af lighedsideologien, ja, så skal alt og alle anerkendes og ligestilles. Og nu er turen så kommet til undergravningen af den kirkelige vielse af ægteskabet mellem mand og kvinde. Denne forening af en mand og en kvinde skal nu ikke længere være normgivende for det mest basale og fundamentale fællesskab, nemlig familien. Nu reduceres ægteskabet fra at være en hellig forening af mand og kvinde til, at være et partnerskab mellem mand og mand, kvinde og kvinde.

Dette er vejen til en total forfladigelse af ægteskabets oprindelige mening og intention. Nu bliver det reduceret til et partnerskab til gensidig tilfredsstillelse. Nu er det ikke foreningen af to køn til et kød, ikke skabelsen af liv og ej heller den institution, der sikrer at fremtidens mennesker overføres de normer og standarder for, hvorledes man bør opføre sig. Nej, ægteskabet er blevet en kontrakt ikke en hellig forening.

Men også Folkekirken underlægges denne lighedsideologi. Man har således åbnet for, at homoseksuelle har mulighed for en kirkelig vielse. Man besluttet at en politisk værdi, lighed, skal gælde for Folkekirken uanset dens tros- og bekendelsesgrundlag. Men homovielser i Folkekirken er kristendommens bortvisning fra kirken, intet mindre. Denne ligheds-demokratiske totalitære ideologi bliver sandsynligvis den nye regerings kendemærke. En totalitarisme der skal nivellere og undertrykke civilsamfundets mange institutioner og den danske Folkekirke.

Den socialistisk-kulturradikale regering forsøger, ihærdigt med dette og lignende initiativer, at bane vejen for vor tids nye politiske totalitarisme. Men Folkekirken skal ikke underlægges denne totalitarisme, den skal være et bolværk mod demokratisk totalitarisme. Kristendom er det politiskes tugtemester og sætter dermed rammerne for det politiske således, at det politiske ikke bliver totalitært og menneskefjendsk.

Seks breve til en brud

Af Søren Holm

Fra bogen  “Og Gud velsignede dem”, Aros 2005

1. 
Kære B. Tak for sidst. Et studenterjubilæum er en sælsom og i høj grad poetisk oplevelse, som skænkede i hvert fald mig følelsen af at have tilbragt en dag i Arkadien, hvor både ingenting og alting var ændret siden vi var der sidst. Du lignede nu ellers virkelig dig selv, og det samme gjorde de fleste af de andre. Kun K. og F. var forbavsende forandrede, men det vil de sikkert også sige om mig, selv om vi alle var så høflige at lade som ingenting.

   Som lovet skriver jeg til dig, fordi det vi begyndte at tale om ved frokosten, ikke egnede sig særlig godt til diskussionsemne bordet rundt. Måske synes du, jeg er sart, men jeg hader faktisk at diskutere teologi i selskab med folk, der dybest set er ligeglade. Det er en af byrderne ved mit job, at alle lader til at være enormt interesserede i kirke og kristendom, når de møder en præst ved en fest, og ikke gerne forbigår de chancen for at lufte deres uforgribelige meninger over for ham. Du læste jo selv teologi engang og kan sikkert huske, hvordan det var at skulle forsvare og forklare alle mulige og umulige ting, som har med religion at gøre. Det er rent ud sagt meget anstrengende. De teorier, som P. (stakkels seminarieelever, som har ham) luftede angående protestantismen og den lutherske kirke, er ikke det mest åndfulde jeg har hørt, men de var meget typiske og et godt eksempel på, hvordan uvidenhed sjældent føles som et handicap, når det er teologiske emner, der tales om.
   Men angående det, som vi nåede at tale om, så tjener det dig sandelig til ære, at du tager det så alvorligt. Det er kun få vordende brude, tror jeg, som i den grad gør sig tanker om deres forehavende. Det er mildt sagt usædvanligt, at nogen seriøst spørger til, hvad ægteskabet er for noget, og hvad det teologisk og kristeligt har at betyde. Det kommer selvfølgelig ikke bag på mig, at du er en af dem, men du er, for at sige det lige ud, reelt den eneste jeg har mødt, som har gjort sig tanker om ægteskabet, som ikke bare består af banale sociologiske og psykologiske standardmeninger. Ikke engang blandt præster har jeg været ude for en sådan regulær interesse i sagen selv.

Svenske tilstande

Svenske præster påtvinges vielsesret
Link til Kristeligt Dagblad her