søndag den 4. december 2011

Ægteskabets særlighed

Af Agnete Raahauge

”Medmindre jeg bliver overbevist ved de hellige skifters vidnesbyrd eller klare grunde...., så er jeg overbevist ved de af mig anførte steder fra den hellige skrift, og min samvittighed er fanget i Guds ord. Tilbagekalde kan jeg derfor ikke...”
Dette Luthers svar på rigsdagen i Worms er almindelig kendt, og man kunne vel nok forvente, at dette svar satte en vis norm for teologers og præsters svar på sager af væsentlig teologisk karakter. Især da, når det ikke er forbundet med livsfare at henholde sig til den hellige skrifts vidnesbyrd og klare grunde, men allerhøjst med offentlighedens anklage for at være ude af trit med tiden.
Alligevel vejer frygten for at være usamtidig åbenbart tungere i teologers flok end skriftens vidnesbyrd og klare grunde. 
Derom vidner kirkeministeriets rapport om ”Folkekirken og registreret partnerskab”. Bortset fra enkelte medlemmer af udvalget bag rapporten, giver udvalgets teologer til kende, at de intet ser til hinder for, at der dels udarbejdes et autoriseret folkekirkeligt ritual for velsignelse af registreret partnerskab a la ritualet for velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, dels at der åbnes op for at partnerskabsregistreringen indgås i kirken med et til vielsesritualet svarende ritual.
At det ikke er den hellige skrifts vidnesbyrd, som udvalget henholder sig til, viser tydeligst de to anførte forslag til ritualer.
Ritualerne ligner til forveksling de eksisterende ritualer for hhv. velsignelse af borgerligt indgået ægteskab og vielse, hvilket i sig selv er et indicium på, at trods udvalgets understregning af en principiel forskel på ægteskab og partnerskab, så udviskes denne forskel reelt, hvis udvalgets forslag vedtages.
 Der er imidlertid eet  opsigtsvækkende  nyt træk ved ritualforslagene:  det er de tomme parenteser, som et kommende skriftkyndigt udvalg iflg.det nuværende udvalgs forslag skal udfylde med passende bibelcitater.
Var det nu den hellige skrift og klare grunde, som det nedsatte udvalg havde haft for øje i deres arbejde, så havde de vel selv fremført de egnede skriftsteder, før de foreslog det nye ritual. At udvalget ikke har belagt deres velsignelses- og vielsesforslag med skriftsteder, er i sig selv en afgørende grund til at afvise forslaget.
Men der er selvfølgelig en grund til, at udvalget endnu ikke har fundet de skriftsteder, der skal begrunde det registrerede partnerskabs sidestilling med  ægteskabet: nemlig den, at der ingen skriftsteder er, der begrunder dette.
I samtlige de skriftsteder, som begrunder ægteskabets kirkelige status, står kønsforskellen i centrum: ”Som mand og kvinde skabte han dem..” ”Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru...”, ligesom Kristus og kirken i Efeserbrevet lignes ved ægtemand og ægtehustru.
Nu fremgår det imidlertid tydeligt af udvalgsrapporten, at ægteskabets begrundelse i Skriften ikke har spillet den store rolle. Når udvalget skal begrunde, hvorfor registreret partnerskab kan betragtes som en fuldgyldig parallel til ægteskabet, lyder argumentet, at ”registreret partnerskab er baseret på parternes indbyrdes kærlighed og gensidige forpligtethed og trofasthed. Det er  udtryk for en ansvarlig forvaltning af den homoseksuelle seksualitet og rammen om familien bestående af partnere og eventuelle børn.  Samtidig er både ægteskab og partnerskab i vores kristne kultur knyttet til troen på Gud som den, der giver, opretholder og fuldender kærligheden. Begge kan ses som et billede på den kristne forestilling om at leve i forventning og dele alt i kærlighed til Gud og næsten.”
Af denne begrundelse for partnerskabets berettigelse til den kirkelige velsignelse, fremgår indirekte udvalgets forståelse af ægteskabet:
Nemlig at ægteskabet primært er en verdslig ordning, der skal sætte rammer for seksualiteten efter syndefaldet. Og det er parternes indbyrdes kærlighed, der gør ægteskabet til det mere, der berettiger til en kirkelig velsignelse.
Hvis udvalget havde interesseret sig lidt mere for Den hellige skrift, så ville det have bemærket, at ægteskabet – at Gud skabte dem som mand og kvinde og sagde ”Derfor forlader en mand sin far og mor...” – blev indstiftet før syndefaldet og dermed før kønsdriften blev ligeså vanskelig at styre som togdriften.
 Det var ikke mand og kvinde kærlighed, der blev belønnet med en ægteskabelig velsignelse, men ægteskabet blev indstiftet med befalingen til mand og kvinde om indbyrdes trofasthed, om at blive eet kød – og om at blive mangfoldige.
Det er et fast element af kirkefædrenes ægteskabsteologi – se f.eks. Augustin i Om Guds Stad – at ægteskabet indstiftede Gud for at de første mennesker skulle blive til et folk.
Når Gud ikke sløjfede ægteskabets ordning efter syndefaldet, eller for den sags skyld ændrede den til et kønsneutralt forhold, så er det et tegn på Guds miskundhed, at han bærer over med den faldne menneskeslægt til den yderste dag og ikke har lagt sin plan om et tilbedende folk på hylden. Ogs amtidig bærer ægteskabet iflg. oldkirkens teologi et forjættelsens tegn i sig, for det var Evas afkom, der skulle knuse slangens hoved. Det var som en af menneskeslægten, at Guds søn blev født på jorden.
Den velsignelse, som lyses over ægteskabet, kan ikke adskilles fra det, som ægteskabet i sig selv er: Guds gode ordning til bevarelse af slægternes gang, for at Herren ved sit ord kan kalde sit folk til den evige stad.

Men denne den klassiske teologis forståelse af ægteskabet har åbenbart ikke haft udvalgets interesse.
Af samme grund har det heller ikke overvejet de verdslige konsekvenser, som en sidestilling af ægteskab og partnerskab har.
Når ægteskabets særlighed hermed vrages, er det i sidste instans samfundet, det være sig folketing, minoritetsgrupper eller tidsånden, der tiltager sig retten til at definere, hvad et ægteskab kan være.
Har udvalget overvejet, at den respekt for privatlivets fred og familiens ukrænkelighed, som har været en grundsten i retssamfundet, hang sammen med, at familien betragtedes som samfundets selvfølgelige kerne – en kerne, som samfundet var til for at værne, fordi samfundet ikke selv var kernens opfinder og dermed havde ret til at ophæve og omdefinere familie og hjem efter forgodtbefindende?
Ægteskabet var givet, før samfundet definerede sine øvrige institutioner, og derfor var der en grænse for samfundets magt, en grænse, der gik ved ægteskabet og dermed ved hjemmet.
Når staten tiltager sig retten til at definere, hvad ægteskabet er, så ophæves også privatlivets fred. Der er en grund til at ægteskabet har været en torn i øjet på totalitære regimer, som har agiteret for kammeratægteskab eller det enlige moderskab, hvor børnefødslen skal tjene staten og slægterne degraderes til statens råmateriale.
Nej, ægteskabsvelsignelsen vidner om, at Gud stadig holder ved sin plan om at skabe sig et folk og kalde det ved ordets tjeneste; om at slægternes begyndelse og endemål ikke er overladte til ideologernes utopiske drømme, men er Guds, hvorfor familien ikke er statens modellervoks.
Når den udmærkede juridiske ordning, som det registrerede partnerskab er, giver partnerne et værn om deres privatliv, en ret til at være sammen uden statslige overgreb, så er det en afsmitning fra den urørlighedszone, som ægteskabet giver ægtefællerne, fordi det ikke er staten, der har skabt og defineret ægteskabet.
Negligeres ægteskabets særlighed, er der intet der forhindrer staten i også at negligere familiens og dermed privatlivets urørlighedszone.
Alene af denne grund gør teologer også det registrerede partnerskab en tjeneste ved med Skriften og klare grunde at hævde ægteskabets særlige karakter af Gudgiven ordning og velsignelse, i stedet for hovedløst at synge med på tidens politiske rettighedssalmer.


 Første gang trykt i Kristeligt-Dagblad september 2011

Ingen kommentarer:

Send en kommentar