At begynde med Adam og Eva

Af Jesper Bacher

En vielsesprædiken

”At begynde med Adam og Eva”. Det er et fast udtryk for, at man begynder alt for langt tilbage i tiden eller med noget alt for elementært. Det kan være temmelig anstrengende at lytte til en, som begynder med Adam og Eva. Begynder man så langt tilbage, tager det også lang tid at nå frem til sagen, hvis man da nogensinde når så langt. Hvem har tid til at begynde med Adam og Eva, og hvem har tid at lytte til den, som gør? Tid er kostbar, og er det ikke alt for dyrt at gå så langt tilbage, når tiden gerne skal udnyttes optimalt?

Jo, det skal indrømmes, at det kan trække store veksler på tålmodigheden, når nogen begynder med Adam og Eva, men på den anden side er det nu ikke så tosset at runde det gamle par i visse sammenhænge. Det viser sig faktisk, at de to siger noget om at være menneske, at de kan til tale os den dag i dag. Derfor begynder vi med Adam og Eva, for sådan begyndte Gud med mennesket, sådan er vi skabt i hans billede.

At være mand og kvinde er ikke noget, vi har valgt. Det er Guds valg for sin skabning. Vi har forskelligt køn, vi er ikke ens, men vi er anlagt på at finde sammen. Det er selvfølgelig ret elementært. Interessen for det andet køn er jo ikke en hobby blandt andre, men en urgammel trang, som vågner i os. En gammel historie, som bliver ny i den enkelte. Adam og Eva, det er også os.

Det er altså Guds vilje, at mennesker skal være to slags og ikke en slags. Hverken mand eller kvinde kan se menneskeheden i sig selv. Mand og kvinde kan hænge hinanden langt ud af halsen, men de hænger sammen. Man kan dårlig påstå, at det altid er let for mand og kvinde at forstå hinanden, men de kan heller ikke forstå sig selv uden hinanden. Mand og kvinde går sommetider hver for sig og hver sin vej, men sammen finder de også vej. De kan skilles i vrede, men deres forening er også kilde til nyt liv.

At begynde med Adam og Eva kan minde os om, at vi som mennesker står over for Gud. Vores liv er ikke en tilfældighed. Det er ikke bare et held, at vi er her, og det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør her. Det andet køn er en gave, men sandelig også en opgave. Det er en gave, når vi finder en ægtefælle – tænk, der er en, som i den grad tør binde an med os - men det er også noget af en opgave – tænk, at vi i den grad må binde an med den anden. Kærligheden er noget, der kommer over os, men ægteskabet er noget, vi indgår i og tager på os. Det kan gøre let om hjertet, men sandelig også byde på tunge dage.

Vores reformator Martin Luther, som begyndte som munk, men endte som ægtemand har engang skrevet noget om ægteskab med henvisning til Adam og Eva, som nok er værd at citere her. Luther skriver: ”Dette samliv, som er mellem mand og kone, at de bo sammen, holde hus sammen, avle og opdrage børn, det er et dunkelt billede og en tiloversbleven levning af det salige samliv i Paradiset”.

At mand og kvinde lever sammen er altså en paradisrest, men samlivet er meget andet end saligt!

Ak ja. Vi kan begynde med Adam og Eva, men fortsætter vi i deres selskab, må vi følge dem ud af Paradiset. Og dér er vi så, Adams og Evas børn. Uden for Paradiset, hvor døden huserer, hjertevarme går kold og ægteskaber i vasken. Ægteskabet er under pres i denne verden. Ægteskabet kan fyldes med bitterhed og smerte, opslidende strid og rungende ensomhed. Ægteskabet er som en borg, der kan angribes både indefra og udefra. Beboere kan blive hinandens fjender, og andre kan trænge ind og undergrave borgens fundament. Eksemplerne er mange og sørgelige.

Skal borgen stå, kræver det forsvarsvilje, skal borgen bevares, kræver det offervilje. Den romantiske sjæl vil måske snarere omtale ægteskabet som et slot, hvor prinsen på den hvide hest skal bo med sin prinsesse, og den kærlighed, som bringer mennesker sammen i ægteskab kan godt kaldes eventyrlig smuk. Men i eventyr er der som bekendt andet end ædle prinser og smukke prinsesser, der er også trolde, hekse, farer og faldgruber. Sådan er det også i virkeligheden, om end former og skikkelser ikke er som i eventyret.

Prinsen og prinsessen må stå skulder ved skulder og sommetider tage den anden på skuldrene. Sammen må de bevare slottet som en stærk borg, der står i medgang og modgang, en borg der består, selv om årene går. Og ægteskabs slot eller borg er nok en kamp værd, for det er hjertets hvilested, børnenes voksested, menneskers modningssted og civilisationens arnested. Guds gode ordning. Ja, ægteskabet er alle vores år værd.

Og det er netop det, som I, kære brudepar, vil ofre på hinanden, resten af jeres liv. Det er den største bryllupsgave, og den skal gives igen og igen. Ikke at man skal aflægge vielsesløfte igen og igen, men igen og igen skal jeres ja udleves ved at bære livet sammen, sprede glæden og dele sorgen. Ved at være Adam og Eva, ikke i Paradiset, men i pagt med hinanden og i pagt med Gud.

Man kan også tale om en lille pagt og en stor pagt. En lille pagt mellem mand og kvinde, en pagt mellem to, og en stor pagt mellem Gud og mennesker, en pagt, som sigter på enhver. Der er ægteskabspagten, til døden skiller ad, og der er dåbspagten, som ikke slutter med døden. Det er velgørende, når den lille pagt leves i lyset af den store pagt. At det huskes, at Gud sendte sin søn Jesus Kristus som hele kirkens brudgom. At han tog os til ægte i ånden og alverdens synd op sit kors. Bigami er hverken lovligt eller anbefalelsesværdigt med den ene undtagelse, at hele kirken inklusiv alle dens ægtemænd og ægtehustruer ikke bare er gift med hinanden, men også med Jesus Kristus, fordi han frem for nogen deler menneskers medgang og modgang og ofrer sig for dem. Kirken er altid hunkøn, fordi kirken er Kristi brud. Gifte kristne har altså ikke bare en kødelig ægtefælle, men også en ægtefælle i Kristus, og det er godt for det jordiske ægteskab. Når mand og kone kender Jesus Kristus som Herren, så ved de, at mennesker lever af tilgivelse og lever for at tjene, og det er yderst tjenligt for et godt ægteskab!

Vi begyndte med Adam og Eva, men der er nu slet ikke så langt mellem dem og brudeparret. Mand og kvinde har igen fundet hinanden under Guds ord. Det er værd at fejre, også uden for Paradiset.

AMEN !

Jesusfundamentalisten vrøvler om bibelsk ægteskab

Af Katrine Winkel Holm

Jeg er ”Jesusfundamentalist” og derfor tilhænger af et vielsesritual for homoseksuelle. Sådan omtrent lød det fra Kathrine Lilleør i DR 2’s program ”Debatten” i sidste uge, hvor kirkeminister Manu Sareens (R) forsøg på at pådutte folkekirken et vielsesritual for homoseksuelle var til diskussion.

Og hun fortsatte docerende: ”Man skal helt tilbage til Det Gamle Testamente for at få et eller andet frem om mænd og kvinder. Man skal helt tilbage til skabelsesberetningen for at komme ind i alt det der med ægteskabet.”

Det er noget af en nyhed. Ser man bort fra Lilleørs hjemmestrikkede (i øvrigt markionitiske) afskrivning af Det Gamle Testamente, er der særligt én ting, der springer i øjnene: ”Jesusfundamentalisten” aner åbenbart ikke, hvad Jesus har sagt.

Det er nemlig et Jesusord, der er helt afgørende i ægteskabets teologihistorie: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.” (Matt. 19, 5 og Mark. 10, 8).

Her overtager Jesus Det Gamle Testamentes syn på ægteskabet som indstiftet af Gud. En tanke, der går igen i vores bekendelsesskrifter (Den Augsburgske Bekendelse, artikel 23), og som citeres udtrykkeligt i det vielsesritual, som man skulle tro Kathrine Lilleør var bare en lille bitte smule fortrolig med.

ENHVER ”Jesusfundamentalist” – en misvisende betegnelse i øvrigt – burde derfor sige klart nej til et homovielsesritual i folkekirken, fordi det udnævner noget til ægteskab, som ikke er det ifølge Det Nye Testamente.

Der skal meget til at ryste mig, men Lilleørs misinformering af offentligheden om helt basale teologiske ting ryster mig faktisk.

Til dem, der ønsker at finde ud af, hvad der er teologisk op og nej på denne sag, bliver man nødt til at sige det, så det ikke kan misforstås: Kathrine Lilleør taler direkte usandt om Jesu syn på ægteskabet.

Kald det kærlighed, kald det lig’ hvad du vil

Af Elisabeth Krarup Jensen

Det drejer sig om kærlighed, husk lige på det! Og hvor bliver forresten vor herre Jesus Kristus af i denne her snak, han som er med os alle dage? Og hvorfor gælder hans kærlighed ikke også de homoseksuelle? Sådan spurgte en meget talende Katrine Lilleør i Debatten på DR 2 i torsdags, hvor kirkeministerens lovforslag om homoseksuelles ret til at blive viet i kirken blev diskuteret.

Ja, hvor blev Jesus og kærligheden  af? Svaret er, at Katrine Lilleøre og Manu Sareen og andre ligesindede har kvalt begge i en fed klistrende ualvorlig tale. For hvad er det for en kærlighed den selvudnævnte ”jesusfundamentalist”  patetisk efterlyser? Er det den kærlighed, Jesus kom med, som var hans ubrydelige troskab mod mennesker, der spørges til? Er det det ord, der var af myndighed, som det lyder i evangeliet?

Så langt fra. Det er forelskelsen, det er den ”fede” følelse, som kommer og går efter forgodtbefindende. Det er den følelse, der får mand eller kone til at forlade familien, der nu skal gøres særlig velsignelsesværdig.

Og selvfølgelig har denne overfladiske forståelse af kærlighed intet at gøre med noget så alvorligt som et ægteskab. Selvfølgelig er kristendommens tale om ægteskabet ikke grundet på noget så flygtigt som en følelse. Ægteskabet er det stik modsatte, det er et spørgsmål om ansvar og troskab.

Vil du elske og ære ham/ hende? bliver parret spurgt ved alteret. Vil du? sådan spørges der, fordi forholdet mellem mand og kvinde har den skæbnesvangre konsekvens, at de, som Gud selv, kan skabe. Et meget sandsynligt resultat af deres forhold er ofte en sagesløs lille skabning, hvis fremtid afhænger af viljen til sammenhold. Derfor: ”vil du elske og ære, og holde sammen i medgang og modgang?”.

Disse spørgsmål sætter en stopper for al sentimental snak om kærlighed – til helvede med den, siger vor herre, og frem med alvoren.

Mangen en brud har igennem årene stået foran alteret med en stor mave. Mangt et ægteskab er førhen indgået, fordi uheldet var ude, og ikke nødvendigvis de stærke følelser. Og det er der kommet ikke så få gode livslange ægteskaber og stabile familier ud af.

Og man skulle mene, at både homoseksuelle og heteroseksuelle skulle ønske at denne alvorlige og usentimentale forståelse af ægteskab og familieliv var værd at bevare. Man skulle mene, at både heteroseksuelle og homoseksuelle var interesseret i at bevare alvoren i ægteskabet og ikke udskifte den med noget så utilregneligt som en følelse er. Man skulle mene, at det var let at forstå, at fremtidens børn, potentielle homo- elle heteroseksuelle, selvfølgelig skal værnes af samme forpligtende kærlighed, som deres forældre blev det.

Men i stedet for at dyrke alvoren, så dyrkes ligestillingen. I stedet for den forpligtende kærlighed, så vil der på kirkens altre fremover ligge en alterbog der dyrker forelskelsen - selvoptagetheden. Og det gør der, fordi man ikke kan skelne. Det gør der, fordi man ikke vil forstå, at der er en afgørende forskel på at ville og at føle, på at skulle og at have lyst til.

Skal homoseksuelle ikke også have muligheden for at indgå et sådan forpligtende forhold? spurgte Katrine Lilleør med forarget mine. Jo, men et sådan forhold står de allerede i. Det blev sat ved dåben, hvor det lød, at du nu er et Guds barn, og at Gud som din Fader, er med dig alle dage. Det betyder, at han slipper dig ikke, som Guds skabning vil han, at du skal elske Gud og næsten som dig selv. Intet menneske slipper fri af dette ansvarlige forhold til Gud og næsten.

Gud har derfor ikke en særlig ordning til alle mulige næsteforhold. Han har én, udtrykt i det dobbelte kærlighedsbud. Men for mand og kvinde lyder dette bud igen ved alteret, når der er bryllup. For siden skabelsens morgen, siden Gud gav mand og kvinde, at de skulle blive ét kød, siden ægteskabets indstiftelse har det været ham særligt magtpåliggende at værne det sagesløse barn mod menneskets ubændige trang til at løbe fra ansvaret. Sådan som han altid værner den svage.  Alle andre forhold må vi på eget ansvar selv tage hånd om med Guds regnskabsdag for øje.

Er det diskrimination af de homoseksuelle? Er det en forkastelse af de homoseksuelle. Nej, det er ej, hos Gud er der ikke personsanseelse. Men han værner de små, derfor tog han forældrene i kraven og satte dem i ægteskabet.

Hvad er der nu i vejen med syltekrukker?

Af Sten Vedstesen

Skal folkekirken have et nyt vielsesritual eller: Hvad er der nu i vejen med syltekrukker!

Med fare for at huske forkert tillægger jeg biskoppen over Viborg stift, Karsten Nissen, det udsagn, at når regeringen vil gennemføre en lov om vielse af homoseksuelle i kirken, skal folkekirken udforme et tilsvarende ritual.

Man må spørge biskoppen: hvorfor?

1) I kraft af Grundloven? Nej, Kirkeministerens lovforslag er, hvis det agtes gennemført som et pålæg til kirken fra staten, i strid med Grundlovens § 4. I Preben Espersens kirkeret fra 1999 står der: "Folketinget og regeringen [skal] under udøvelsen af deres kompetencer i kirkelige anliggender respektere den grundpræmis af teologisk indhold, der er indeholdt i Grundlovens § 4 ... regelproduktion og regelanvendelse på det kirkelige område skal ske i overensstemmelse med - eller i hvert fald ikke i modstrid med - den evangelisk-lutherske bekendelse." - Altså er regeringsgrundlaget på dette punkt undergivet kirkens bekendelsesgrundlag og ikke omvendt. Altså er biskopperne ikke pligtige at udforme et nyt vielsesritual, hvis de finder, at et sådant vil være i strid med den evangelisk-lutherske bekendelse.     

2) I kraft af biskoppens embede? Nej, hvor det drejer sig om bekendelsesgrundlaget er alle døbte både præster biskopper, idet Skriften selv er højeste lære-myndighed. Det kunne så måske være i kraft af et flertal i bispekollegiet? Nej, bispekollegiet har ikke nogen synodal bemyndigelse, som kan tage beslutninger med simpelt flertal. Hver bisp er alene ansvarlig for sit virke i sit eget stift, og ”Talmajestæten” sidder ikke med ved bispernes fællesmøde.

3) I kraft af kirkeministerens embede; han er jo lovlig valgt ”øvrighed”? Nej, biskoppen skal ikke gennemføre et ritual, som betyder, at kirkens bekendelsesgrundlag ændres; derimod skal ministeren støtte den folkekirke, hvis bekendelse er den evangelisk-lutherske. Ministeren er døbt og dermed i samme forstand som vi andre både præst og biskop, og ministeren kan i kraft heraf lade sin røst lyde i den kristne menighed, som befinder sig i et stadigt ”Lær mig”-forhold til Skriften, idet ministeren dog i denne forbindelse ikke kan gøre krav på anden myndighed end den, som ikke er hans, men Skriftens egen og de deraf afledte bekendelsers.

4) I kraft af en ny-fortolkning af ægtestandens teologiske fundament? Næppe; ganske vist er moderne eksegese efterhånden reduceret til en ”demonstrandum” ad libitum, idet en tekst anses som noget, der først bliver til i forståelsens mentale proces, så at man kan producere teologiske lejlighedstekster efter behov. Da det imidlertid ikke er sandsynligt, at biskoppen i Viborg forstår sig selv som hypet dekonstruktivist, hvordan skal man så forstå hans ræsonnement? Jeg ved det ikke, og det tjener heller ikke noget formål at kaste sig ud i gætterier, fordi det ikke lader sig gøre at finde den bevirkende årsag. Jeg kunne ganske vist formode, at biskoppen anser det for mere ubehageligt at udtale et klart NEJ til ministeren end et lige så klart JA til Skriften og bekendelserne, men det er så også kun en formodning, som jeg intet belæg har for at fremsætte og derfor heller ikke vil gøre.

---------

Da vi imidlertid som nævnt alle er krøbet ud af dåben som bisper, vil jeg i den egenskab kækt vove mig frem med et godt råd, idet jeg henleder opmærksomheden på en lem, som kan hjælpe en tydeligvis betrængt biskop ud af hans kattepine: Syltekrukken! Lad regeringen kun skrive i sit grundlag, hvad den ”vil”, lad kirkeministeren øse lovforslag af sit hjertes skatkammer, og gør så - ingenting! Hvis det er umuligt at overtale en åndløs regering og en umoden kirkeminster til at lade deres dårskaber fare, hvis det altså er umuligt at hindre dem i at ture frem med deres anslag, så: - Lad hele sagen gå til henkogning og stå og gære i syltekrukken, indtil tiden har groet mug på den, og den er tjenlig at kastes på møddingen. Folkekirken er ikke en moden frugt, som kan plukkes af tidens modeideologer. Derimod egner kirkeminsterens allerede overmodne og runkne lille nedfaldsfrugt sig udmærket til bemeldte husmoderlige håndtering. Eller hvad skulle der nu være i vejen med syltekrukker? (jvf. overskriften).      

Biskoppernes høringssvar

Link til biskoppernes høringssvar på Rapporten om ægteskab og partnerskab. 

Helsingørbiskoppen Lise-Lotte Rebels svar er værd at fremhæve. Det er en teologisk gennemarbejdet redegørelse for ægteskab betydning i evangelisk-luthersk sammenhæng.

Af Lise-Lotte Rebel

Som høringssvar har jeg følgende bemærkninger

Om ægteskabet

Det er en god ting, at der i Danmark kan indgås registrerede parforhold mellem personer af samme køn med deraf følgende sociale konsekvenser for samliv, arveforhold osv. Og siden 1997 har der eksisteret pragmatiske ordninger, hvor de registrerede par, som måtte ønske det, har haft mulighed for at få en gudstjenestelig markering i forbindelse med registreringen af deres partnerskab.

Spørgsmålet er nu, hvorledes dette forholder sig til den årtusindgamle ægteskabsinstitution og den rolle, som denne i traditionen har fået i skikkelse af kirkens vielsespraksis. Den kristne kirke har gennem hele sin historie siden oldkirken haft en meget høj vurdering af ægteskabet. Langt højere end de andre skriftreligioner, jødedom og senere islam.

En stillingtagen til spørgsmålet om vielse/velsignelse af registrerede par ved en kirkelig handling kan ikke træffes uden en samtidig afklaring af ægteskabets stilling i lutherdommen.

Det er en ofte overset kendsgerning, at de lutherske bekendelsesskrifter fra reformationstiden udtrykker en klar opfattelse af ægteskabet. Heller ikke udvalgsrapporten redegør herfor, til trods for at bekendelsesskrifternes må betragtes som forpligtende for den danske folkekirke.

De lutherske bekendelsesskrifter fra reformationstiden omtaler ægteskabet, men ikke (direkte) vielsen som kirkelig ceremoni. Det sker i den augsburgske konfession artiklerne 16 og 27 samt (indirekte) i Luthers lille katekismus. I CA artikel 16 hedder det under overskriften Von der Polizei und weltlichen Regiment/De rebus civilibus, at de verdslige ordninger er skabte af Gud, samt at det er tilladt kristne at føre verdslige embeder m.v., samt at det er tilladt kristne at indgå ægteskab, dvs. gifte sig (ducere uxorem, nubere). Dette er vendt imod de såkaldte sværmeres forsøg på at etablere himmelske tilstande på jorden. I CA artikel 27 gøres det lutherske syn på ægteskab gældende imod de romersk-katolske fordringer om i kraft af munkeløfter at afstå fra indgåelse af ægteskab. Men et sådant munkeløfte kan ikke ophæve ægteskabet, som bekendelsen omtaler som ordinationem et mandatum dei (en gudsforordnet stand). Bekendelsens tale om ægteskabet bygger her eksplicit den opfattelse, at det er udtryk for en guddommelig ordning og mandat. Dette er argumentet for, at det hverken af sværmere eller munke kan tilsidesættes til fordel for ’højere’ løfter eller bestemmelser. Ægteskabet luthersk forstået er således grundlæggende noget andet og videre end en frit valgt samlivsform, grundlagt på to menneskers indbyrdes beslutning. Ægteskabet er også udtryk for en guddommeligt forordnet stand for det verdslige liv, som man indtræder i ved ægteskabs indgåelse, hvorfor det da også har en social, kirkelig og symbolsk betydning, som rækker langt videre end de aftaler, mennesker på eget initiativ kan træffe med hinanden.

Denne lutherske ægteskabsforståelse, som indplacerer ægteskabet på linje med andre borgerlige ordninger, udtrykker således en langt mere vidtgående forståelse end den, som kommer til udtryk i det romantiske ’to-somme’ kærlighedsforhold, som der ofte refereres til i paralleliseringerne med andre samlivsformer.

Dette er da også den legitimerende forudsætning for, at kirken kan medvirke ved indgåelse og fejring af ægteskab i forbindelse med vielsen. En sådan forståelse gøres da også gældende i den nugældende, autoriserede liturgi for vielse af 1992, hvor der i slutningskollekten (efter en tak for ægteskabet) bedes: ’- vi beder dig, at du vil bevare denne din ordning og velsignelse urokket iblandt os.’ Der er her andre og videre aspekter på færde end f.eks. henvisningen til menneskets følelser, kærlighed og lignende, idet der forudsættes en samfundstænkning med udgangspunkt i de guddommelige ordninger og mandater.

Dette ordningsmæssige ægteskabssyn, som findes i Den augsburgske Bekendelse og som afspejles i nugældende liturgi, er begrundet hos Martin Luther. Når Martin Luther i den såkaldte Traubuchlein (1529) i forbindelse med ægteskabs indgåelse taler om, at præsten er ’skyldig at velsigne og vie dem, som beder om det’, så bygger hans udtalelse på den forudsætning, som reformatorerne var enige om, nemlig at ægteskabet betragtes som ordinatio et mandatum dei. Luther stiller på dette sted menneskelige ordninger såsom munke- og nonnevæsenet op som modsætning til det guddommeligt indstiftede ægteskab: ’deres [munke, nonner] stand og væsen er ugudelig og lutter menneskeværk, som ikke har nogen grund i Skriften. Hvor meget mere skal vi da ære denne guddommelige stand [ægteskabet] og langt mere herligt velsigne den, bede [for den] og prise den? Thi selv om det er en verdslig stand, så har det dog Guds Ord for sig og er ikke opdigtet eller stiftet af mennesker, sådan som munke- og nonnestanden […].’ De historiske og teologiske forudsætninger for lutherske kirkers medvirken ved indgåelse af ægteskaber bygger således på den entydige forudsætning, at der med ægteskabet er tale om en såkaldt guddommeligt indstiftet stand, hvilket gør den usammenlignelig med andre ’opdigtede’ ordninger.

Dette synspunkt vender reformatorerne både imod den sværmeriske ophævelse af alle ordninger til fordel for andre mere ’himmelske’, umiddelbare instruktioner (CA 16), og imod de former for forpligtelse – endog kirkelige forpligtelser – som måtte forsøge at overbyde ægteskab og ægteskabs indgåelse (CA 27).

Gælder ordningerne og ordningsteologien stadig?

Det er et stærkt omdiskuteret tema i nyere teologi, hvorvidt en luthersk ordningsteologi stadig kan betragtes som holdbar. Der har fra forskellig side været rejst alvorlige spørgsmål ved denne teologi, og personligt kan jeg godt se nogle af vanskelighederne. Men dette angår ikke personlige synspunkter, ordningsteologien er et spørgsmål for hele folkekirken i det omfang, den udspringer af bekendelsesskrifterne. Med hensyn til ordningsteologien som sådan, så har Den danske folkekirke ingen officiel stillingtagen til dette komplekse teologiske spørgsmål, som i sine konsekvenser ikke blot angår ægteskabsforståelsen, men også forholdet til bekendelsesskrifterne, kirke-statforholdet m.v. Udgangspunktet må i den situation tages i det forhold, at Lov om gejstlige læresager ingen undtagelser eller indskrænkninger gør i forhold til bekendelseseskrifterne, hvorfor ordningsteologien må anses for at være gældende lære. Ved sin faktiske anerkendelse af stat-kirkeforholdet, grundlovsbestemmelserne, kirkens medvirken ved folketingets åbning, ledende embedsmænds deltagelse ved bispevielser osv. kan man ydermere argumentere for, at folkekirken de facto anerkender den klassisk-lutherske ordningstænkning. Dette må også få konsekvenser for en eventuel begrundelse for indførelsen af ritualer for registrerede parforhold, såfremt et sådant ritual skal være en parallel til den gældende vielsespraksis.

Lader registreringen af parforhold ved en kirkelig ceremoni sig forene med de bekendelsesmæssigt og liturgisk givne bestemmelser angående ægteskabet?

Hvis ikke indførelse af ritualer for vielse/velsignelse af registrerede par skal begrundes med romantiske eller sentimentale argumentationer, hvilket ville være fremmed for en luthersk tankegang, så ser jeg kun nogle få muligheder for en holdbar argumentation:

1)  Der er i princippet en mulighed for at forstå det registrerede parforhold som en parallel ordning af samme vægt og status som ægteskabet, dvs. som ordinatem et mandatem dei, forstået i bekendelsesskrifternes betydning. Jeg er imidlertid ikke bekendt med, at en sådan begrundet argumentation har været ført, og mener, at der her udestår væsentlige teologiske refleksioner, for at en sådan argumentation kan blive overbevisende. Det faktum, at der politisk er gennemført en lovgivning for registrerede parforhold, er efter min opfattelse ikke tilstrækkeligt til at betragte dette som ’ordning’ i bekendelsens forstand, blandt andet af den enkle grund, at det mangler den skriftbegrundelse, som Luther med stor energi gjorde gældende imod alle forsøg på at opstille ordninger, som kunne regnes for ligeværdige med ægteskabet.

2)  En anden mulighed kunne være, at den lutherske ordningstænkning og dermed bekendelsernes forståelse af ægteskabet blev suspenderet, for på den baggrund at skabe rum for parallelle begrundelser mellem ægteskabs indgåelse og velsignelse af registrerede par. Dette ville nedskrive den lutherske ægteskabsforståelse til at være en menneskelig valgt ’samlivsform’, som teologisk set ikke udmærker sig i forhold til andre samlivsformer, og ville i så fald svare ganske godt til mange politiske og ideologiske ønsker. Herimod kan imidlertid rejses den indvending, at en nedskrivning af ægteskabets teologiske og symbolske værdier under alle omstændigheder bør vække kirkelige betænkeligheder. Hvortil kommer, at det over tid muligvis ville kunne trække tæppet væk under enhver kirkelig medvirken i det hele taget, da det betyder fjernelsen af selve hovedbegrundelsen, som der er redegjort for ovenfor. Endelig må tilføjes, at en officiel frasigelse af CA’s lære om de verdslige ordninger ville få nærmest uoverskuelige konsekvenser teologisk og økumenisk, idet det ville sætte den danske kirke uden for enhver sammenhæng med andre lutherske kirker verden over. I sin konsekvens ville det ikke blot angå ægteskabet, men også kirkens syn på forholdet til det verdslige liv, herunder i stat-kirkeforholdet, som netop forudsætter en klassisk ordningstænkning.

3)  Endelig er der muligheden for at betragte indgåelse af registreret parforhold under kirkelig medvirken helt uden enhver parallelisering til ægteskabet. Indgåelse af registreret parforhold og kirkelig forbøn/velsignelse måtte i så fald ske på en måde, så det umiskendeligt adskiller sig fra ægteskabs indgåelse. Der kunne i så fald næppe være tale om nogen form for tilspørgsel. Ceremonien kunne da betragtes som en ’fri’ kirkelig handling, en særgudstjeneste. Men herved bortfalder så også den ligestilling, som vel har været et drivende motiv bag det pres, som motiverer ønskerne om indførelse af kirkelig velsignelse.

Ingen af de to førstnævnte modeller forekommer mig at være tilfredsstillende. Den tredje svarer vel nogenlunde til de nugældende pragmatiske muligheder for en kirkelig markering. Tilbage står imidlertid det forhold, at ægteskabets sammenhæng med kristendommen og dermed ’ægteskabets teologi’ hverken er tilstrækkeligt afklaret i rapporten, eller i de indlæg, som er fremført til forsvar for indførelsen af et ritual for registrerede par. Det viser sig som nævnt i det uafklarede forhold til den klassisk lutherske lære om ordningerne.

Det, som for alvor mangler i den nyere diskussion, og som jeg ikke vil være med til at afskære gennem en forkortet debat og indførelse af autoriseret ritual, er en egentlig fordybelse i disse komplekse forhold. En forhastet beslutning ville kunne medføre, at vi ud fra en – måske – indsnævret teologisk forståelse af ægteskabet står i fare for at konstruere paralleller, som tilfældigvis passer for os her og nu. En sådan forenkling er jeg på vagt over for, og det er ikke noget argument, at vi f.eks. har haft 20 år med registrerede parforhold, hvis det i realiteten er noget andet, det drejer sig om.

Endelig skal det bemærkes, at en indførelse af et ritual for registrerede parforhold svarende til ægteskabsritualet vil indebære, at det gældende ægteskabsritual, der som omtalt forudsætter en luthersk ordningslære, må forandres og omformuleres af hensyn til overensstemmelsen mellem ritualernes teologi.

Jeg er ikke ene om disse betænkeligheder. Flere lutherske teologer, som må betragtes som teologisk yderst kompetente, har i international sammenhæng advokeret for synspunkter på ægteskab og parforhold, som ser helt anderledes på ægteskabet end de perspektiver, som for det meste kommer til orde i kirkeministeriets rapport. Enkelte lutherske teologer, bl.a. W. Pannenberg (Systematische Theologie. Bd. 3, 391 – 398)nærmer sig en opfattelse af ægteskabet i sakramentale kategorier, andre forsøger ud fra Efs. 5, 32 at se ægteskabet som en mellemmenneskelig institution (’på skabelsens plan’), der imidlertid i lyset fra frelsesøkonomien så at sige tilkendes en ny tegnfunktion: ægteskabet som en afglans eller et tegn på Kristi forhold til menigheden.

Disse bibelske - og traditionshistoriske overvejelser bygger selvsagt ikke på enkelte fordømmende skriftsteder fra Det gamle eller Det nye Testamente, men på en langt mere omfattende kulturhistorisk og kristendomshistorisk vurdering af ægteskabets sammenhæng med kirken i historien.

Jeg forsvarer ikke uden videre alle disse synspunkter, men gør opmærksom på nødvendigheden af mere dybtgående overvejelser over ægteskabets teologi.

Om velsignelseshandlinger

Problemstillingen vanskeliggøres ydermere af en række uklarheder om, hvori en velsignelse kan bestå i en luthersk sammenhæng.

Der tales ofte, som om ’kirken’ på Guds vegne skulle have en eller flere særlige velsignelser, den kan uddele eller holde tilbage/udelukke nogen fra. Det er en uheldig semantik i luthersk sammenhæng. Kirken selv ’har’ ikke til sin disposition et vist mål af velsignelse, som den efter forgodtbefindende kunne uddele, fedte med eller holde tilbage. Enhver tale om ægteskabet og kirkens velsignelse heraf (samt evt. parallelt angående et registreret parforhold) må anskues som handlinger, som finder sted i troen på de løfter, som kirken i øvrigt forkynder og meddeler. Gældende vielsesritual udtaler da heller ikke nogen velsignelse over ægteparret, men det henviser med skriftbegrundelser til Guds velsignelse, og det yder forbøn for det par, som har indgået ægteskab, og slutter med at lade den aronitiske velsignelse lyde over alle tilstedeværende.

Endvidere bemærker jeg, at den manglende stands- og ordningstænkning slår igennem i de fremsatte forslag, hvilket synes at føre til en vis forlegenhed med henblik på liturgisk at udtrykke, hvad det er, der foregår, som når det f.eks. hedder: ’ – jeg forkynder jer at være registrerede partnere for både Gud og mennesker.’

Frihedsrettighederne

Det er anerkendelsesværdigt, at udvalget har kunnet enes om et vidtgående frihedshensyn med henblik på præsters medvirken. Samtidig rejser præamblen, som fastslår præsternes frihed til ikke at benytte ritualet, helt nye problemstillinger. Den lovgivningsmæssige anerkendte frihed til ikke at medvirke ved vielse af fraskilte anfægter ikke selve handlingens teologiske legitimitet som ritual betragtet, snarere tværtimod, men den udtrykker derimod en frihed til stillingtagen til hvem, der har adgang til at få del i ritualet. Rapportens forslag til ritualer udtrykker gennem præamblen noget helt andet. Det forekommer kunstigt og en smule halvhjertet i forbindelse med autorisationen af et helt nyt ritual at meddele i en præambel, at det altså ikke er forpligtende for andre end dem, der vil følge det. En sådan undtagelsesbestemmelse angår – og anfægter - selve ritualets legitimitet, hvilket jeg betragter som en afgørende forskel fra de andre undtagelsesbestemmelser. Hvis ikke kirken kan gøre autoriserede ritualer forpligtende for alle embedsbærere, så er det et alvorligt spørgsmål, om ikke man snarere skulle undlade at autorisere dem. Hvad er en autorisation, hvis den ikke er for alle? En autorisation vil nemt kunne betyde, at man derved kommer til at autorisere en dyb uenighed, idet ritualet pr. definition bliver et særritual, og ikke et samlende ritual. Autorisationen kommer til at sprede og ikke samle.

Indstilling

Rapporten demonstrerer med al tydelighed, at der hersker en stor uklarhed i synet på ægteskab, registrerede parforhold og deres relationer til kirkens liturgiske praksis. Grundlæggende maner jeg derfor til besindighed, så længe den nødvendige klarhed ikke har indfundet sig, og mener, at vi her – som i alle andre åndelige spørgsmål – ikke bør forcere forhastede afgørelser igennem. Heller ikke selv om diverse pressionsgrupper presser på. Spørgsmålet kunne vise sig at være mere omfattende end en umiddelbar betragtning synes at antyde. Dette gælder både inden for den danske folkekirke og i økumenisk sammenhæng.

Jeg støtter flertallet i rapporten i deres udgangspunkt, at der er forskel på et ægteskab mellem mand og kvinde og et registreret parforhold mellem to mennesker af samme køn. Men jeg finder samtidig, at begrundelsen herfor savner en underbygning i forhold til det ægteskabssyn, som kommer til orde i den reformatoriske teologi. Denne holdning afspejler ikke en ’bekendelsesfundamentalisme’ fra min side, men udtrykker et behov for en solid fordybelse i den ægteskabsopfattelse, som er forbundet med kirkens lutherske arv, og som må betragtes som en del af den forpligtende lære. Man kan ikke trække paralleller hverken liturgisk eller teologisk, hvis ikke man ved, hvad det er, man paralleliserer til. En indførelse af autoriserede ritualer for velsignelse af registrerede parforhold på nuværende tidspunkt vil for eftertiden og for en videre kreds af lutherske kirker stå i fare for at fremstå som en forhastet beslutning, uafklaret og uden overbevisende teologisk grundlag.

Jeg finder endvidere, at ordningen fra 1997 har fungeret som en fornuftig og pragmatisk løsning på et meget komplekst spørgsmål, og ser ikke umiddelbart noget behov for at autorisere et nyt ritual.

Ministeren spurgte ikke mig

Af Steen Skovsgaard, biskop over Lolland-Falsters Stift

(Læserbrev i Kristeligt Dagblad)


Undertegnede er blevet gjort opmærksom på et åbent brev bragt i Kristeligt Dagblad lørdag den 26. november, som er sendt til Danmarks biskopper i anledning af kirkeministeriets meddelelse om, at homoseksuelle skal kunne indgå ægteskab i kirken.


Underskriverne spørger, om det ”virkelig kan passe, at samtlige biskopper i Danmark er af den overbevisning, at det homoseksuelle parforhold er af samme art som ægteskabet mellem mand og kvinde?”, og de ”forventer en omhyggelig redegørelse for hver enkelt biskops teologiske begrundelse for et sådant rituals overensstemmelse med Skriften og bekendelsen.”


Jeg vil for god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg har studieorlov og p.t. er bortrejst. Derfor har jeg ikke været til noget møde med ministeren om dette spørgsmål, men kan da oplyse, at mit synspunkt i denne sag ikke er ændret.

Jeg vil derfor blot henvise til mit høringssvar på den rapport, som et udvalg fik udarbejdet under den tidligere kirkeminister.

Ægteskabets særlighed

Af Agnete Raahauge

”Medmindre jeg bliver overbevist ved de hellige skifters vidnesbyrd eller klare grunde...., så er jeg overbevist ved de af mig anførte steder fra den hellige skrift, og min samvittighed er fanget i Guds ord. Tilbagekalde kan jeg derfor ikke...”

Dette Luthers svar på rigsdagen i Worms er almindelig kendt, og man kunne vel nok forvente, at dette svar satte en vis norm for teologers og præsters svar på sager af væsentlig teologisk karakter. Især da, når det ikke er forbundet med livsfare at henholde sig til den hellige skrifts vidnesbyrd og klare grunde, men allerhøjst med offentlighedens anklage for at være ude af trit med tiden.

Alligevel vejer frygten for at være usamtidig åbenbart tungere i teologers flok end skriftens vidnesbyrd og klare grunde. 

Derom vidner kirkeministeriets rapport om ”Folkekirken og registreret partnerskab”. Bortset fra enkelte medlemmer af udvalget bag rapporten, giver udvalgets teologer til kende, at de intet ser til hinder for, at der dels udarbejdes et autoriseret folkekirkeligt ritual for velsignelse af registreret partnerskab a la ritualet for velsignelse af borgerligt indgået ægteskab, dels at der åbnes op for at partnerskabsregistreringen indgås i kirken med et til vielsesritualet svarende ritual.

At det ikke er den hellige skrifts vidnesbyrd, som udvalget henholder sig til, viser tydeligst de to anførte forslag til ritualer.

Ritualerne ligner til forveksling de eksisterende ritualer for hhv. velsignelse af borgerligt indgået ægteskab og vielse, hvilket i sig selv er et indicium på, at trods udvalgets understregning af en principiel forskel på ægteskab og partnerskab, så udviskes denne forskel reelt, hvis udvalgets forslag vedtages.

 Der er imidlertid eet  opsigtsvækkende  nyt træk ved ritualforslagene:  det er de tomme parenteser, som et kommende skriftkyndigt udvalg iflg.det nuværende udvalgs forslag skal udfylde med passende bibelcitater.

Var det nu den hellige skrift og klare grunde, som det nedsatte udvalg havde haft for øje i deres arbejde, så havde de vel selv fremført de egnede skriftsteder, før de foreslog det nye ritual. At udvalget ikke har belagt deres velsignelses- og vielsesforslag med skriftsteder, er i sig selv en afgørende grund til at afvise forslaget.

Men der er selvfølgelig en grund til, at udvalget endnu ikke har fundet de skriftsteder, der skal begrunde det registrerede partnerskabs sidestilling med  ægteskabet: nemlig den, at der ingen skriftsteder er, der begrunder dette.

I samtlige de skriftsteder, som begrunder ægteskabets kirkelige status, står kønsforskellen i centrum: ”Som mand og kvinde skabte han dem..” ”Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru...”, ligesom Kristus og kirken i Efeserbrevet lignes ved ægtemand og ægtehustru.

Nu fremgår det imidlertid tydeligt af udvalgsrapporten, at ægteskabets begrundelse i Skriften ikke har spillet den store rolle. Når udvalget skal begrunde, hvorfor registreret partnerskab kan betragtes som en fuldgyldig parallel til ægteskabet, lyder argumentet, at ”registreret partnerskab er baseret på parternes indbyrdes kærlighed og gensidige forpligtethed og trofasthed. Det er  udtryk for en ansvarlig forvaltning af den homoseksuelle seksualitet og rammen om familien bestående af partnere og eventuelle børn.  Samtidig er både ægteskab og partnerskab i vores kristne kultur knyttet til troen på Gud som den, der giver, opretholder og fuldender kærligheden. Begge kan ses som et billede på den kristne forestilling om at leve i forventning og dele alt i kærlighed til Gud og næsten.”

Af denne begrundelse for partnerskabets berettigelse til den kirkelige velsignelse, fremgår indirekte udvalgets forståelse af ægteskabet:

Nemlig at ægteskabet primært er en verdslig ordning, der skal sætte rammer for seksualiteten efter syndefaldet. Og det er parternes indbyrdes kærlighed, der gør ægteskabet til det mere, der berettiger til en kirkelig velsignelse.

Hvis udvalget havde interesseret sig lidt mere for Den hellige skrift, så ville det have bemærket, at ægteskabet – at Gud skabte dem som mand og kvinde og sagde ”Derfor forlader en mand sin far og mor...” – blev indstiftet før syndefaldet og dermed før kønsdriften blev ligeså vanskelig at styre som togdriften.

 Det var ikke mand og kvinde kærlighed, der blev belønnet med en ægteskabelig velsignelse, men ægteskabet blev indstiftet med befalingen til mand og kvinde om indbyrdes trofasthed, om at blive eet kød – og om at blive mangfoldige.

Det er et fast element af kirkefædrenes ægteskabsteologi – se f.eks. Augustin i Om Guds Stad – at ægteskabet indstiftede Gud for at de første mennesker skulle blive til et folk.

Når Gud ikke sløjfede ægteskabets ordning efter syndefaldet, eller for den sags skyld ændrede den til et kønsneutralt forhold, så er det et tegn på Guds miskundhed, at han bærer over med den faldne menneskeslægt til den yderste dag og ikke har lagt sin plan om et tilbedende folk på hylden. Ogs amtidig bærer ægteskabet iflg. oldkirkens teologi et forjættelsens tegn i sig, for det var Evas afkom, der skulle knuse slangens hoved. Det var som en af menneskeslægten, at Guds søn blev født på jorden.

Den velsignelse, som lyses over ægteskabet, kan ikke adskilles fra det, som ægteskabet i sig selv er: Guds gode ordning til bevarelse af slægternes gang, for at Herren ved sit ord kan kalde sit folk til den evige stad.

Men denne den klassiske teologis forståelse af ægteskabet har åbenbart ikke haft udvalgets interesse.

Af samme grund har det heller ikke overvejet de verdslige konsekvenser, som en sidestilling af ægteskab og partnerskab har.

Når ægteskabets særlighed hermed vrages, er det i sidste instans samfundet, det være sig folketing, minoritetsgrupper eller tidsånden, der tiltager sig retten til at definere, hvad et ægteskab kan være.

Har udvalget overvejet, at den respekt for privatlivets fred og familiens ukrænkelighed, som har været en grundsten i retssamfundet, hang sammen med, at familien betragtedes som samfundets selvfølgelige kerne – en kerne, som samfundet var til for at værne, fordi samfundet ikke selv var kernens opfinder og dermed havde ret til at ophæve og omdefinere familie og hjem efter forgodtbefindende?

Ægteskabet var givet, før samfundet definerede sine øvrige institutioner, og derfor var der en grænse for samfundets magt, en grænse, der gik ved ægteskabet og dermed ved hjemmet.

Når staten tiltager sig retten til at definere, hvad ægteskabet er, så ophæves også privatlivets fred. Der er en grund til at ægteskabet har været en torn i øjet på totalitære regimer, som har agiteret for kammeratægteskab eller det enlige moderskab, hvor børnefødslen skal tjene staten og slægterne degraderes til statens råmateriale.

Nej, ægteskabsvelsignelsen vidner om, at Gud stadig holder ved sin plan om at skabe sig et folk og kalde det ved ordets tjeneste; om at slægternes begyndelse og endemål ikke er overladte til ideologernes utopiske drømme, men er Guds, hvorfor familien ikke er statens modellervoks.

Når den udmærkede juridiske ordning, som det registrerede partnerskab er, giver partnerne et værn om deres privatliv, en ret til at være sammen uden statslige overgreb, så er det en afsmitning fra den urørlighedszone, som ægteskabet giver ægtefællerne, fordi det ikke er staten, der har skabt og defineret ægteskabet.

Negligeres ægteskabets særlighed, er der intet der forhindrer staten i også at negligere familiens og dermed privatlivets urørlighedszone.

Alene af denne grund gør teologer også det registrerede partnerskab en tjeneste ved med Skriften og klare grunde at hævde ægteskabets særlige karakter af Gudgiven ordning og velsignelse, i stedet for hovedløst at synge med på tidens politiske rettighedssalmer.

 Første gang trykt i Kristeligt-Dagblad september 2011