Statsovergreb på folkekirken

Af KatrineWinkel Holm
Artikel i Jyllands-Posten, 17. marts 2012

Denne uge viste, at ligestillings- og desværre også kirkeminister Manu Sareen ikke har lyttet til biskoppernes høringssvar om homovielser.

Af svarene fremgår det, at to af biskopperne er direkte modstandere. Andre beder om udsættelse og andre igen kritiserer, at der nu »indføres en ny forståelse af begrebet ægteskab i folkekirken, som der ikke er bibelsk og teologisk dækning for«.

Manu Sareen er ligeglad.

Han buser fortsat fremad for at få sine sommerhomobryllupper i hus upåvirket af, at han dermed leverer »et frontalangreb på folkekirkens centralnervesystem«, som retsteolog Kirstine Garde har formuleret det.

Her i avisen har både Sareen og et par læserbrevsskribenter kritiseret min påstand om, at han dermed er i gang med at bryde § 4 i grundloven.

Der er ikke hold i påstandene, mener Sareen; andre, at hele balladen svarer til dengang, man indførte kvindelige præster i folkekirken.

Den sidste sammenligning er udbredt og bidrager effektivt til at tilsløre omfanget af det overgreb, statsmagten netop nu udsætter folkekirken for.

Der er to grunde til at sammenligningen er malplaceret:

Der er for det første afgørende formelle forskelle og for det andet afgørende, substantielle forskelle på de to sager.

Da kirkeministeren i 1948 lod biskop Øllgaard ordinere de første kvindelige teologer, var der ikke behov for et nyt autoriseret ordinationsritual. Indførelsen af kvindelige præster var blot en traditionsændring. Indførelsen af homovielser derimod indebærer en ritualændring.

Det er den bog, der ligger på alteret, som Manu Sareen vil gå ind og ændre indholdet af. Ritualbogen var derimod helt upåvirket af indførelsen af kvindelige præster. Det er den store formelle ændring.

Den anden forskel er selve sagens substans. Forgæves leder man efter noget sted i bekendelsesskrifterne, der skulle stride imod kvindelige præster. Tværtimod er det teoretiske grundlag for kristne kvindelige præster lige så gammelt som den lutherske kirke.

Luther gjorde op med den katolske lære om, at en særlig apostolsk rækkefølge var afgørende for præstens kvaliteter. Det afgørende var alene præstens forkyndelse. Derfor var der ingen embedsteologiske stopbomme for at udvide præsteembedet til også at omfatte kvinder.

Trods alt var de allerførste kristne forkyndere kvinder - de der ved Jesu grav viderebragte opstandelsesbudskabet til disciplene.

Vores ordinationsritual var og er da også kønsblindt.

Ægteskabet derimod har aldrig været kønsblindt, heller ikke i bekendelsesskrifterne, hvor Den Augsburgske Bekendelse (artikel 16, 23 og 27) bestemmer ægteskabet mellem mand og kvinde som »Guds skabelse og ordning«, svarende til Luthers berømte formulering om, at ægteskabet »har Guds ord for sig og ikke er opdigtet og stiftet af mennesker«.

Man kan så mene, at Luther og alle de andre er nogle gamle irrelevante tosser, men man kan ikke nægte, at den lutherske bekendelse har bindende betydning for folkekirken, der i grundlovens § 4 bestemmes som evangelisk-luthersk.

Man kan heller ikke med vederhæftigheden i behold benægte, at Sareens voldsomme omdefinering af ægteskabet berører folkekirkens »konfessionelle identitet«, som Helsingørs biskop formulerer det.

Ulykkeligvis er der hold i mine påstande. Vi oplever netop nu en statsligt dikteret afkristning af ægteskabet i folkekirken.

Biskopperne bærer et tungt historisk ansvar for ikke at have stoppet overgrebet.