Af Margrethe Horstmann
Artikel i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2012
”PÅ RÅDHUSET MED MOSES,” råbte Johan Agricola, da striden om
lov og evangelium blussede for fuld lue. Agricola forstod Reformationen
således, at Guds love var afskaffet ved evangeliet, og at den eneste lov
var den, der hørte til på rådhuset. I dag råber kirkeministeren: ”I
kirken med Moses.”
Kirkeministeren har med et
folketingsflertal i ryggen besluttet, at ægteskabsbegrebet skal udvides
fra at gælde løftet mellem én mand og én kvinde med henblik på at stifte
familie til også at gælde løftet mellem to af samme køn. I dag kan vi
ikke udnævne en livsform til at være mere værd end en anden. Så det er i
overensstemmelse med tidsånden, når kirkeministeren påtager sig den
opgave at regulere ritualerne.
Tidsånden har ellers indtil for
nylig gjort sit yderste for at bringe ægteskabet i miskredit, men den er
en ånd med fingerspidsfornemmelse og har taget det til nåde igen.
TIDSÅNDEN
KALDES også moderniteten. Den skal man ikke at lægge sig ud med, hvis
man ikke vil kaldes fundamentalist. Det er, hvad tidehvervspræster gør i
deres opgør med kirkeministerens ægteskabsforståelse – og endda i uskøn
forening med Indre Mission.
”Deres sværgen til skaberordningen
og den meget håndfaste brug af skriften kommer til at præge teologien,
fordi de nedprioriterer hele kristendommens overbygning i Det Nye
Testamente, hvis vigtigste del er det radikale kærlighedsbud,” siger
Sørine Gotfredsen den 27. december.
Nu er det ret halsløst at
bruge krudt på at sværge til skaberordningen, for at mennesket er skabt
som mand og kvinde, må man være ret indviklet for at benægte. Og at der
med Reformationen skete en stadfæstelse af ægteskabet, ikke længere som
et sakramente, men som en samvittighedssag, kan jeg ikke se som en
afgudsdyrkende tolkning af Luther.
Har kristendommen nu et
fundament og en overbygning? Er der nogen danske teologer, der har
understreget radikaliteten i Det Nye Testamente så kraftigt som teologer
med afsæt i Tidehverv? Men der ligger en politisk forventning i Peter
Lodbergs ord om at Guds rige, hvor der ikke er forskel på mand og
kvinde, skal omsættes i dansk lovgivning, fordi ”flertallet” mener det.
Ja, hvad mente ikke flertallet ved afstemningen om Jesus og Barabbas?
At
vielsen foregår i kirken og kræver et ja fra én mand og én kvinde, er
dybt diskriminerende. Fodslæbere, der bruger det gamle vielsesritual,
ser sammenstillingen af Kristi forhold til menigheden og parternes
forhold til hinanden. Og nej, der er ikke tale om, at man ved at
forholde sig positivt til ritualet pr. automatik cementerer
traditionelle kønsrollemønstre, som de ikke-fundamentalistiske
promodernister så nytænkende formulerer sig.
Men som Kristi
forhold til menigheden afføder sandt liv, så er der en afspejling heraf i
det jordiske liv. Kun forholdet mellem manden og kvinden giver nyt liv.
At dette forhold er en velsignelse, forkyndes ved vielsen. Så kan man
kalde det en skaberordning eller lade være – det er et grundvilkår for
mennesker, en påmindelse om, at Gud også hersker i sit rige til venstre
hånd.
At der er andre forhold partnere imellem, forældre og børn
imellem, venner imellem, som også er præget af kærlighed, trues på ingen
måde af ægteskabet. Men ægteskabet trues af, at man vil
sakramentalisere menneskelige følelser, som ”et flertal” sanktionerer.
Når
følelser skal blive lov, er der for mig at se tale om en omvendt form
for den gamle antinomisme. Den gamle ville afskaffe Guds lov, når man
alligevel ikke kunne bruge den til noget. Den nye vil sakramentalisere
kærlighedsbuddet. Derfor bebrejdelsen mod Tidehverv om suspension af den
radikale fordring om kærlighed til næsten. At stille spørgsmålstegn ved
vielse af homoseksuelle er at være ukærlig og yde modstand mod
moderniteten. Men så er moderniteten jo Gud.
For tiden er kirkeministeren ved at sætte sig ud over grundlovens §4,
der forpligter staten til at støtte den evangelisk-lutherske kirke. Hvad
den evangelisk-lutherske kirke går ud på, fremgår af folkekirkens
bekendelsesskrifter. 
