Af Agnete Raahauge
Ulla Morre Bidstrup beder den 29. november mig og mine ligesindede om en teologisk begrundelse for uoverensstemmelsen mellem homoseksuelt ægteskab og skriftens og folkekirkens bekendelsers syn på ægteskabet.Hendes indlæg vidner imidlertid om et temmelig diffust begreb om ægteskabets teologi, hvorfor det ville overskride rammerne for et avisindlæg at svare udførligt.
Ulla Morre Bidstrup afslører blandt andet sin mangel på eftertanke ved at parallelisere indførelsen af homoseksuelt ægteskab med indførelsen af kvinders mulighed for at blive præster. Forskellen er imidlertid så indlysende, at også Ulla Morre Bidstrup burde kunne se den: At kvinder fik mulighed for at blive præster i folkekirken ændrede ikke ved bestemmelsen af, hvad en præsts embede er. Den kvindelige præst skal såvel som sin mandlige kollega være tjener for det Guds ord, som selv sætter sig igennem, uanset hvilken synders mund det bliver forkyndt af. Præsteembedets opgave ændres altså ikke af, at også kvinder kan blive præster.
Anderledes med ægteskabet. Den hidtidige forståelse af, hvad ægteskabet er, og hvilket embede ægtefællerne får, kan ikke undgås at blive reduceret og ændret, når ægteskab mellem mand og kvinde sidestilles med det homoseksuelle forhold. Det siger sig selv: Da ægteskabsordningens bestemmelse er at tage kønslivet i tjeneste for slægtens videreførelse og som foreningen af de to forskellige køn være et tegn på Kristi forening med kirken, så er ægteskabet afgørende forskelligt fra det homoseksuelle forhold, som jo af gode grunde ikke tjener slægtens liv og ikke er en forening af to forskelligheder.
Homoseksuelt samliv og ægteskabet kan altså kun ligestilles ved at nedtone de forhold, som gør ægteskabet til noget særligt - og det er dette særlige, som har givet ægteskabet dets særlige plads i kirken og teologien.
" Har I ikke hørt, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor forlader en mand sin mor og far og holder sig til sin hustru, og de to skal blive et kød," siger Jesus ( Matt. 19, 4). Og Paulus siger ( i Efeserbrevet kapitel 5):..".. og de to skal blive eet kød. Dette rummer en stor hemmelighed - jeg sigter til Kristus og kirken." Disse to steder er selvfølgelig ikke fremmede for Ulla Morre Bidstrup, men tilhængerne af homoseksuelt ægteskab er ganske ferme til at male dem til ukendelighed i tidsåndens kværn.
Legitimiteten hertil finder de i en " luthersk" forståelse af ægteskabet, som imidlertid ikke har meget med Luther at gøre.
Luthers ord om, at ægteskabet er en borgerlig ordning, og at ægteskabet er givet for at dæmme op for synden, forstår de således, at ægteskabet bare er en vilkårlig menneskelig indretning, som det er op til os at definere efter tidens krav og normer.
At dette ikke er Luthers egen opfattelse, kan Ulla Morre Bidstrup læse i Den Store Katekismus: " Derfor ønsker han ( Gud) også, at vi ærer og fastholder det ( ægteskabet) og lever i det som en guddommelig og salig stand, da han allerførst, forud for alle andre stænder har indstiftet det og derfor skabt mand og kvinde forskellige - som det er tydeligt - ikke til løsagtighed, men for at de skal holde sammen, være frugtbare, avle børn og ernære og opdrage dem til Guds ære." DEN SAMME HØJAGTELSE for ægteskabet som en guddommeligt forordnet stand kan Ulla Morre Bidstrup selv læse efter i Traubüchlein og i Luthers udlægning af Genesis. I den sidste hedder det blandt andet:..." Thi er det ikke noget stort, at Gud selv i uskyldighedstilstanden har ordnet og indsat ægteskabet..(...) ægtestanden er en gudelig stand, det er, forordnet af Gud selv." Luthers forståelse af ægteskabet var ikke en ny forståelse. Også oldkirkens teologer som Augustin forstod den ægteskabsordning, som Gud indstiftede i Paradis før syndefaldet og lod menneskene beholde efter faldet som mere end blot en tilfældig tidsbestemt måde at regulere kønsdriften på.
For ægteskabet er jo tegn på, at Gud ikke blot overlod menneskene til døden efter faldet, men også efter faldet ville opretholde slægten indtil det Evas afkom, Jesus, som skulle knuse slangens hoved, blev født - og indtil den yderste dag: til Guds rige, hvor der ikke skal tages til ægte, åbenbares endeligt.
Der er altså solid teologisk tradition for, at ægteskabet er mere end en tilfældig tids tilfældige samlivsform, som kirken kan vælge at begave med sin velsignelse.
Ja, for at ægteskabet i sig selv er en velsignelse af menneskelivet på jorden: en velsignelse til slægtens bevarelse, en velsignelse ved at være tegn på Kristus og kirken. Og når det i Den Augsburgske Bekendelses artikel 23 hedder, at ægteskabet er en gudsforordnet stand, som ikke kan tilsidesættes af menneskelige løfter og bestemmelser, så er det netop udtryk for denne ægteskabets særlige karakter.
Det kan undre, at " Rapport om Folkekirken og Registreret Partnerskab" beskæftiger sig så lidt med Den Augsburgske Bekendelse, og så lidt man har forsøgt at læse den i lyset af Luthers skrifter.
Og endnu mere kan det undre, så lidt Den Augsburgske Bekendelses ordlyd lader til at afficere det flertal af præster og biskopper, som vil reducere ægteskabet til en samlivsform blandt andre for at gøre det lig med det registrerede partnerskab.
Man skulle jo tro, at præster i den evangelisk-lutherske folkekirke først gjorde grundigt rede for, hvad kirkens bekendelsesskrifter har at sige om ægteskabet, før de skred til at ændre kirkens ægteskabssyn. Det er trods alt ikke sociologernes redegørelser for nutidens samlivsformer, som vi præster har lovet at forkynde i overensstemmelse med.
Nu ved jeg kun alt for godt, hvad Ulla Morre Bidstrup og ligesindede vil svare mig: at jeg er en frygtelig skrift-og bekendelsesfundamentalist, og at ægteskabet jo trods alt ikke, som dåb og nadver gør det, skænker frelse ved del i Kristus.
DERTIL ER FOR DET FØRSTE at sige, at nej, ægteskabet er ikke en velsignelse til frelse, og derfor er det sentimental propaganda, når det påstås, at homoseksuelle er udelukket fra kirken og fra Guds velsignelse, hvis deres partnerskab ikke kan få ægteskabets særlige velsignelse.
For det andet er at sige, at det er god luthersk og paulinsk teologi, at Guds frelsende nåde i Kristus ikke ophæver loven. Den løser os fra lovens forbandelse, fra at skulle blive fuldkomne ved loven. Men den overlader os ikke virkeligheden som en formløs masse, som det er op til os at skabe og give form.
Nej, den sætter os i det oprindelige barneforhold til Gud fader, som har skabt alt og ikke har givet sit skaberværk fra sig, men til evig tid er al virkeligheds ophav og opretholder.
Ulla Morre Bidstrup slutter sit indlæg med den kække opfordring til os ægteskabsvogtere, at vi kan jo bare kan kalde de homoseksuelle partnere for ægtefæller. For "ord har det med at skabe, hvad de nævner, og er det ikke netop ægteskaber, I ønsker at værne om som samfundets grundpiller?".
Men der er en temmelig grundlæggende forskel på vore ord, som ganske vist ved gentagen brug kan få os til at se på virkeligheden på en bestemt måde - og så Guds ord, som skaber, hvad det nævner. Guds ord skaber virkelighed - vore ord skal måles på, om de taler sandfærdigt om virkeligheden, og sådan som det er fat med os efter syndefaldet, skal ingen af os tro os for sikre på, at vi taler sandt.
Alligevel vil jeg nu være lige så kæk som Ulla Morre Bidstrup og påstå, at hvis vi tror, at vore ord skaber, hvad de nævner, så er det højst sandsynligt en af-skabelse, vi er i gang med. En tapning af ordene for mening - som når vi for eksempel påstår, at det registrerede partnerskab er af samme art som ægteskabet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar