Hastværk er lastværk

Af Karsten Nissen, Henning Toft Bro & Elisabeth Dons Christensen
Indlæg i Aalborg Stiftstidende, 17. marts 2012

Biskop Henning Toft Bro siger sammen med to bispekollegaer nej til den nye ægteskabslov

Helt siden daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) nedsatte udvalget om folkekirken og det registrerede partnerskab i 2010, har vi arbejdet for, at folkekirken kunne finde en fælles løsning på et spørgsmål, som vi i folkekirken har forskellige meninger om.
Vores samvittighed bød os at arbejde for enten en kirkelig velsignelse eller en indgåelse af registreret partnerskab af grunde, som vi hver især tidligere har redegjort for. Men samtidig var vi ikke teologisk i tvivl om, at homoseksuelt partnerskab og ægteskab mellem mand og kvinde ikke er og aldrig kan blive det samme.

Efter forhandlinger med biskopperne og de kirkepolitiske ordførere fremlagde daværende kirkeminister Per Stig Møller (K) i 2011 et lovforslag, som byggede på udvalgets anbefalinger, men desværre bortfaldt dette lovforslag, da folketingsvalget blev udskrevet til afholdelse den 15. september.
Uden forudgående udvalgsarbejde er der nu fremsat forslag om ny ægteskabslov, som gør det muligt for såvel heteroseksuelle som homoseksuelle par at indgå ægteskab i folkekirken. Allerede før lovforslaget blev fremsat, lovede kirkeminister Manu Sareen (R) homoseksuelle par, at de nu kunne bestille tid i kirken i løbet af foråret 2012. I fjernsynsudsendelsen “Tro, håb og homovielser” ser vi kirkeministeren triumferende komme med lovforslaget til den radikale kirkeordfører, som ventede på hans kontor. Grinende talte de om, hvad “de sure biskopper” mon nu ville sige.

Sådan er forholdet mellem kirke og stat i 2012! Skønt sagen ikke har været tilstrækkeligt behandlet eller belyst i folkekirken, skønt flere af biskopperne i deres høringssvar har anbefalet, at lovforslaget udsættes, fordi der stadig er mange og store ubesvarede spørgsmål, og skønt det er tydeligt for enhver, at dette vil medføre en splittelse i folkekirken, kører statsmagten uanfægtet videre.
Dette sker, skønt statsmagten i Grundloven er forpligtet til at “understøtte” den evangelisk-lutherske folkekirke. Og i 1849 tænktes der ikke på økonomisk støtte, men derimod på aktiv støtte til kirken som evangelisk-luthersk.

Vi siger nej til den nye ægteskabslov, og vi opfordrer endnu en gang regeringen til at besinde sig og give tid til et udvalgsarbejde og en grundig debat. Når man kan opgive betalingsringen på grund af saglige indvendinger imod den fra de kommuner, den ville berøre, bør man også lytte til den folkekirke, som vil blive berørt af det nye lovforslag.

Lovforslaget betyder, at statsmagten giver sin civilretlige forståelse af ægteskabet teologisk gyldighed. Den hidtidige balance imellem stat og kirke er hermed kuldsejlet. Hvis loven vedtages af et flertal i Folketinget, må kirken overveje, om den på disse betingelser fortsat ønsker at have vielsesret.

Statsovergreb på folkekirken

Af KatrineWinkel Holm
Artikel i Jyllands-Posten, 17. marts 2012

Denne uge viste, at ligestillings- og desværre også kirkeminister Manu Sareen ikke har lyttet til biskoppernes høringssvar om homovielser.

Af svarene fremgår det, at to af biskopperne er direkte modstandere. Andre beder om udsættelse og andre igen kritiserer, at der nu »indføres en ny forståelse af begrebet ægteskab i folkekirken, som der ikke er bibelsk og teologisk dækning for«.

Manu Sareen er ligeglad.

Han buser fortsat fremad for at få sine sommerhomobryllupper i hus upåvirket af, at han dermed leverer »et frontalangreb på folkekirkens centralnervesystem«, som retsteolog Kirstine Garde har formuleret det.

Her i avisen har både Sareen og et par læserbrevsskribenter kritiseret min påstand om, at han dermed er i gang med at bryde § 4 i grundloven.

Der er ikke hold i påstandene, mener Sareen; andre, at hele balladen svarer til dengang, man indførte kvindelige præster i folkekirken.

Kønsneutral kaoskurs

Af Erik Bjerager
Leder i Kristeligt Dagblad, 16. marts 2012

I denne uge fremsatte regeringen sit kontro-versielle forslag om at gøre dansk ægteskabslovgivning kønsneutral. Forslaget er så dårligt forberedt, at det i bemærkningerne til det understreges, at loven først kan få fuld retsvirkning, når man har fået undersøgt de mange konsekvenser, der følger af en kønsneutral ægteskabslovgivning.

En ansvarlig regering ville undersøge følgerne af en ny lov, inden den vedtages. Ikke bagefter. Men regeringen og ikke mindst kirkeministeren har lovet, at bøsser og lesbiske kan blive gift i kirken til sommer, så derfor sjaskes forslaget igennem Folketinget.
Regeringsgrundlaget for S-SF-R-regeringen rummer et helt afsnit om bedre lovkvalitet. Det lovforberedende arbejde skal være grundigt, så nye love gennemarbejdes, og følgerne belyses, inden de vedtages. Det er et smukt princip, som regeringen altså ikke har tænkt sig at følge.

Derudover er der mindst tre grunde til, at forslaget ikke bør blive vedtaget.

For det første: Et kønsneutralt ægteskab er en politisk opfindelse uden rod i historien, kulturen eller teologien. Alle leksika og ordbøger beskriver ægteskabet som et forhold mellem mand og kvinde. Det har i alle kulturer og i alle religioner altid været sådan. Man kan ikke ved en politisk beslutning i Folketinget sætte den fælles historie, kultur eller natur ud af kraft....

Læs mere her...

Hov hov kammerat

Af Mads Holger
Artikel i Berlingske Tidende, 17. marts 2012

”Hov hov kammerat, vi skriver altså 2012 nu”. Et sådant argument dukker ofte op, når talen falder på vores kulturarv. Det kan eksempelvis være monarkiet, folkekirken eller nu senest også den verserende kønsdebat, i hvilken det under tiden lader til, at den ældre dame generation næsten finder det reaktionært, når deres døtre udvikler bryster i puberteten. Det er pudsigt nok omtrent altid ældre generationer, der anvender dette hov hov-argument om, at forhold, der byder dem imod, ikke har noget at gøre i vores ”moderne samfund” anno 2012, eller hvad der nu ellers står på kalenderen. En ting er, at argumentet ikke har nogen lødighed, men sådan er der jo desværre så meget. Det interessante er imidlertid, at der bagved argumentationen ligger et uartikuleret rationale, og forståelsen af dette er en nødvendig forudsætning for at kapere, hvordan generationer kan gå så meget fejl af hverandre, som det for tiden er tilfældet. ...

Læs mere her...

Københavns biskop - en tvivlsom rådgiver med mere magt end paven

Af Carsten Breengaard

Kronik i Kristeligt Dagblad, 14. marts 2012

DA JEG FOR NYLIG BESØGTE det berømte Bon Marché i Paris, meldte der sig noget i min erindring. Bon Marché er et vidunder i kulinarisk overdådighed. Nogle ville kalde det frås.

At karakterisere vidunderlig overdådighed som frås fik for nogle år siden en række førende franske kokke til at henvende sig til paven for at bede om, at ”fråseri” blev taget ud af den katolske kirkes synderegister. Svaret blev givet af en kardinal: Noget sådant kan selv en pave ikke!

Den 23. februar 2012 vil formodentlig indskrive sig i kirkehistorien. Som et lavpunkt. Dansk Folkepartis Christian Langballe havde kaldt kirkeministeren i samråd om det væsentligste spørgsmål i debatten om ægtevielse af enskønnede. Nemlig forholdet mellem ministerens lighedsdrømme og Grundlovens ord om, at folkekirken er et konkret eksisterende trossamfund med lange historiske rødder og desuden forpligtet på bestemte normgivende skrifter.

Ministerens svar bestod i en alenlang oplæsning af et medbragt papir. En oplæsning, hvis betoninger ikke just vidnede om fortrolighed med teksten. Som om nogen blot havde stukket ham papiret i hånden på vej til mødet; og som i øvrigt havde forsømt at oplyse ham om udtalen af navnet Melanchton. ....

Læs mere her...

Sareen på kanten af grundloven

Af Katrine Winkel Holm

Artikel i Jyllands-Posten, den 3. marts 2012

For tiden er kirkeministeren ved at sætte sig ud over grundlovens §4, der forpligter staten til at støtte den evangelisk-lutherske kirke. Hvad den evangelisk-lutherske kirke går ud på, fremgår af folkekirkens bekendelsesskrifter.

Ifølge seneste kirkeret skal §4 forstås sådan, at politikerne skal respektere kirkens lære og derfor f.eks. ikke diktere folkekirken ritualer, der er i modstrid med folkekirkens bekendelsesskrifter. Men det er lige præcis det, Manu Sareen er i fuld gang med. Det er den slags, man kalder grundlovsbrud

Han har lovet landets homoseksuelle, at de kan holde kirkebryllup til sommer, ja, oven i købet opfordret dem til at bestille tid i kirken allerede nu. Men Manu Sareen er hverken ærkebiskop eller pave, så hvordan kan han love, at der foreligger et nyt kirkeritual, når lindene springer ud?

Det kan han kun, fordi et folketingsflertal tillader ham at optræde i rollen som ærkebiskop, der kan tromle hen over folkekirken....                  Læs mere her...

Kirkeministerens magtbrynde

Af Erik Bjerager
Leder i Kristeligt Dagblad, 24. februar 2012

Læs artiklen her...

Video: Se kirkeminister Manu Sareen i samråd om homoseksuelle vielser

Kirkeministeren på teologisk glatis.
Via Kristeligt Dagblad, 24. februar 2012.

Link til videoen her...

Blæser regeringen på Grundloven?

Af Birthe Rønn Hornbech

Artikel i Kristeligt Dagblad, 10 februar 2012

Det er en meget interessant debat, som præst og folketingsmedlem Christian Langballe fra Dansk Folkeparti rejste i Folketinget forleden. Christian Langballe spurgte kirkeministeren: "Mener ministeren, at han kan træffe afgørelser, som tilsidesætter klare udsagn i folkekirkens bekendelsesskrifter?".

Det drejer sig naturligvis om Grundlovens paragraf 4 om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke. Ministeren fastslår korrekt, at bekendelsesskrifterne ikke er direkte fastlagt i Grundloven. Men derefter svarer ministeren: "Fortolkningen af bekendelsesskrifterne er et teologisk spørgsmål, som jeg vil og skal afholde mig fra at gå ind i."

Men det svar kan den ellers meget talende minister skam ikke klare sig med i den konkrete sag. Det drejer sig jo om, hvorvidt forslaget om ændring af ægteskabsloven for homoseksuelle er i strid med Grundlovens paragraf 4. ...

Læs mere her 

Folkekirken ved vejs ende

Af Carsten Breengaard 

Artikel i Jyllands-Posten 13. januar 2012

Biskop Karsten Nissens kapitulationserklæring sætter uimodsagt dagsordenen for en ny virkelighed. Biskopperne er blevet skriverdrenge. Folkekirken har fået en form, der midt i sin groteske latterlighed gør det vanskeligt at betragte den som en ægte kristen kirke. 

Så er linen vist løbet ud. En religionsforvaltningsminister, der i medierne begrunder sin forvaltning med egen forkyndelse af, hvad kristendom er. Og en biskop der ikke tvivler på, at Folketinget »har retten til at lovgive om folkekirkens indre anliggender«. Skal vi ikke lade den stå et øjeblik!


Debatten om homoseksuelles såkaldte ret til gennem et folkekirkeligt ritual at blive kaldt ”ægtefæller” kører i stadig accelererende fart ud ad det spor, som er blevet hovedsporet i vores forhold til andre: Jeg vil! Viljen og følelsernes rethaveri er modernitetens eneste kompas. Hvem har ret til at modsige min vilje og mine følelser? Ingen! Eller som hårshampokosmetikreklamen formulerer tidens fornemste trosbekendelse: »Jeg har fortjent det!« Fortjent det, jeg vil!


Læs mere her...

Tidsånden hærger i Folkekirken

Af Margrethe Horstmann

Artikel i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2012

”PÅ RÅDHUSET MED MOSES,” råbte Johan Agricola, da striden om lov og evangelium blussede for fuld lue. Agricola forstod Reformationen således, at Guds love var afskaffet ved evangeliet, og at den eneste lov var den, der hørte til på rådhuset. I dag råber kirkeministeren: ”I kirken med Moses.”

Kirkeministeren har med et folketingsflertal i ryggen besluttet, at ægteskabsbegrebet skal udvides fra at gælde løftet mellem én mand og én kvinde med henblik på at stifte familie til også at gælde løftet mellem to af samme køn. I dag kan vi ikke udnævne en livsform til at være mere værd end en anden. Så det er i overensstemmelse med tidsånden, når kirkeministeren påtager sig den opgave at regulere ritualerne.

Tidsånden har ellers indtil for nylig gjort sit yderste for at bringe ægteskabet i miskredit, men den er en ånd med fingerspidsfornemmelse og har taget det til nåde igen.

TIDSÅNDEN KALDES også moderniteten. Den skal man ikke at lægge sig ud med, hvis man ikke vil kaldes fundamentalist. Det er, hvad tidehvervspræster gør i deres opgør med kirkeministerens ægteskabsforståelse – og endda i uskøn forening med Indre Mission.

”Deres sværgen til skaberordningen og den meget håndfaste brug af skriften kommer til at præge teologien, fordi de nedprioriterer hele kristendommens overbygning i Det Nye Testamente, hvis vigtigste del er det radikale kærlighedsbud,” siger Sørine Gotfredsen den 27. december.

Nu er det ret halsløst at bruge krudt på at sværge til skaberordningen, for at mennesket er skabt som mand og kvinde, må man være ret indviklet for at benægte. Og at der med Reformationen skete en stadfæstelse af ægteskabet, ikke længere som et sakramente, men som en samvittighedssag, kan jeg ikke se som en afgudsdyrkende tolkning af Luther.

Har kristendommen nu et fundament og en overbygning? Er der nogen danske teologer, der har understreget radikaliteten i Det Nye Testamente så kraftigt som teologer med afsæt i Tidehverv? Men der ligger en politisk forventning i Peter Lodbergs ord om at Guds rige, hvor der ikke er forskel på mand og kvinde, skal omsættes i dansk lovgivning, fordi ”flertallet” mener det. Ja, hvad mente ikke flertallet ved afstemningen om Jesus og Barabbas?


At vielsen foregår i kirken og kræver et ja fra én mand og én kvinde, er dybt diskriminerende. Fodslæbere, der bruger det gamle vielsesritual, ser sammenstillingen af Kristi forhold til menigheden og parternes forhold til hinanden. Og nej, der er ikke tale om, at man ved at forholde sig positivt til ritualet pr. automatik cementerer traditionelle kønsrollemønstre, som de ikke-fundamentalistiske promodernister så nytænkende formulerer sig.

Men som Kristi forhold til menigheden afføder sandt liv, så er der en afspejling heraf i det jordiske liv. Kun forholdet mellem manden og kvinden giver nyt liv. At dette forhold er en velsignelse, forkyndes ved vielsen. Så kan man kalde det en skaberordning eller lade være – det er et grundvilkår for mennesker, en påmindelse om, at Gud også hersker i sit rige til venstre hånd.

At der er andre forhold partnere imellem, forældre og børn imellem, venner imellem, som også er præget af kærlighed, trues på ingen måde af ægteskabet. Men ægteskabet trues af, at man vil sakramentalisere menneskelige følelser, som ”et flertal” sanktionerer.

Når følelser skal blive lov, er der for mig at se tale om en omvendt form for den gamle antinomisme. Den gamle ville afskaffe Guds lov, når man alligevel ikke kunne bruge den til noget. Den nye vil sakramentalisere kærlighedsbuddet. Derfor bebrejdelsen mod Tidehverv om suspension af den radikale fordring om kærlighed til næsten. At stille spørgsmålstegn ved vielse af homoseksuelle er at være ukærlig og yde modstand mod moderniteten. Men så er moderniteten jo Gud.

Om svimmelhed og homoseksuelle ægteskaber

Af Steen Skovsgaard

Kronik i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2011

”DET ER AFGØRELSEN, der gør svimmel.” Sådan skriver biskop D.G. Monrad i et af sine skrifter om det, som han kalder den politiske svimmelhed, og som han selv led af i de skæbnesvangre måneder i 1864. ...
Læs mere her...