Leder i Kristeligt Dagblad, 24. februar 2012
lørdag den 25. februar 2012
fredag den 24. februar 2012
Video: Se kirkeminister Manu Sareen i samråd om homoseksuelle vielser
Kirkeministeren på teologisk glatis.
Via Kristeligt Dagblad, 24. februar 2012.
Link til videoen her...
Via Kristeligt Dagblad, 24. februar 2012.
fredag den 10. februar 2012
Blæser regeringen på Grundloven?
Af Birthe Rønn Hornbech
Artikel i Kristeligt Dagblad, 10 februar 2012
Det er en meget interessant debat, som præst og folketingsmedlem
Christian Langballe fra Dansk Folkeparti rejste i Folketinget forleden.
Christian Langballe spurgte kirkeministeren: "Mener ministeren, at han
kan træffe afgørelser, som tilsidesætter klare udsagn i folkekirkens
bekendelsesskrifter?".
Det drejer sig naturligvis om Grundlovens paragraf 4 om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke. Ministeren fastslår korrekt, at bekendelsesskrifterne ikke er direkte fastlagt i Grundloven. Men derefter svarer ministeren: "Fortolkningen af bekendelsesskrifterne er et teologisk spørgsmål, som jeg vil og skal afholde mig fra at gå ind i."
Men det svar kan den ellers meget talende minister skam ikke klare sig med i den konkrete sag. Det drejer sig jo om, hvorvidt forslaget om ændring af ægteskabsloven for homoseksuelle er i strid med Grundlovens paragraf 4. ...
Læs mere her
Artikel i Kristeligt Dagblad, 10 februar 2012
Det drejer sig naturligvis om Grundlovens paragraf 4 om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke. Ministeren fastslår korrekt, at bekendelsesskrifterne ikke er direkte fastlagt i Grundloven. Men derefter svarer ministeren: "Fortolkningen af bekendelsesskrifterne er et teologisk spørgsmål, som jeg vil og skal afholde mig fra at gå ind i."
Men det svar kan den ellers meget talende minister skam ikke klare sig med i den konkrete sag. Det drejer sig jo om, hvorvidt forslaget om ændring af ægteskabsloven for homoseksuelle er i strid med Grundlovens paragraf 4. ...
Læs mere her
mandag den 16. januar 2012
Folkekirken ved vejs ende
Af Carsten Breengaard
Artikel i Jyllands-Posten 13. januar 2012
Biskop Karsten Nissens kapitulationserklæring sætter uimodsagt
dagsordenen for en ny virkelighed. Biskopperne er blevet skriverdrenge.
Folkekirken har fået en form, der midt i sin groteske latterlighed gør
det vanskeligt at betragte den som en ægte kristen kirke. Så er linen vist løbet ud. En religionsforvaltningsminister, der i medierne begrunder sin forvaltning med egen forkyndelse af, hvad kristendom er. Og en biskop der ikke tvivler på, at Folketinget »har retten til at lovgive om folkekirkens indre anliggender«. Skal vi ikke lade den stå et øjeblik!
Debatten om homoseksuelles såkaldte ret til gennem et folkekirkeligt ritual at blive kaldt ”ægtefæller” kører i stadig accelererende fart ud ad det spor, som er blevet hovedsporet i vores forhold til andre: Jeg vil! Viljen og følelsernes rethaveri er modernitetens eneste kompas. Hvem har ret til at modsige min vilje og mine følelser? Ingen! Eller som hårshampokosmetikreklamen formulerer tidens fornemste trosbekendelse: »Jeg har fortjent det!« Fortjent det, jeg vil!
Læs mere her...
Tidsånden hærger i Folkekirken
Af Margrethe Horstmann
Artikel i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2012
”PÅ RÅDHUSET MED MOSES,” råbte Johan Agricola, da striden om lov og evangelium blussede for fuld lue. Agricola forstod Reformationen således, at Guds love var afskaffet ved evangeliet, og at den eneste lov var den, der hørte til på rådhuset. I dag råber kirkeministeren: ”I kirken med Moses.”
Kirkeministeren har med et
folketingsflertal i ryggen besluttet, at ægteskabsbegrebet skal udvides
fra at gælde løftet mellem én mand og én kvinde med henblik på at stifte
familie til også at gælde løftet mellem to af samme køn. I dag kan vi
ikke udnævne en livsform til at være mere værd end en anden. Så det er i
overensstemmelse med tidsånden, når kirkeministeren påtager sig den
opgave at regulere ritualerne.
Tidsånden har ellers indtil for nylig gjort sit yderste for at bringe ægteskabet i miskredit, men den er en ånd med fingerspidsfornemmelse og har taget det til nåde igen.
TIDSÅNDEN KALDES også moderniteten. Den skal man ikke at lægge sig ud med, hvis man ikke vil kaldes fundamentalist. Det er, hvad tidehvervspræster gør i deres opgør med kirkeministerens ægteskabsforståelse – og endda i uskøn forening med Indre Mission.
”Deres sværgen til skaberordningen og den meget håndfaste brug af skriften kommer til at præge teologien, fordi de nedprioriterer hele kristendommens overbygning i Det Nye Testamente, hvis vigtigste del er det radikale kærlighedsbud,” siger Sørine Gotfredsen den 27. december.
Nu er det ret halsløst at bruge krudt på at sværge til skaberordningen, for at mennesket er skabt som mand og kvinde, må man være ret indviklet for at benægte. Og at der med Reformationen skete en stadfæstelse af ægteskabet, ikke længere som et sakramente, men som en samvittighedssag, kan jeg ikke se som en afgudsdyrkende tolkning af Luther.
Har kristendommen nu et fundament og en overbygning? Er der nogen danske teologer, der har understreget radikaliteten i Det Nye Testamente så kraftigt som teologer med afsæt i Tidehverv? Men der ligger en politisk forventning i Peter Lodbergs ord om at Guds rige, hvor der ikke er forskel på mand og kvinde, skal omsættes i dansk lovgivning, fordi ”flertallet” mener det. Ja, hvad mente ikke flertallet ved afstemningen om Jesus og Barabbas?
At vielsen foregår i kirken og kræver et ja fra én mand og én kvinde, er dybt diskriminerende. Fodslæbere, der bruger det gamle vielsesritual, ser sammenstillingen af Kristi forhold til menigheden og parternes forhold til hinanden. Og nej, der er ikke tale om, at man ved at forholde sig positivt til ritualet pr. automatik cementerer traditionelle kønsrollemønstre, som de ikke-fundamentalistiske promodernister så nytænkende formulerer sig.
Men som Kristi forhold til menigheden afføder sandt liv, så er der en afspejling heraf i det jordiske liv. Kun forholdet mellem manden og kvinden giver nyt liv. At dette forhold er en velsignelse, forkyndes ved vielsen. Så kan man kalde det en skaberordning eller lade være – det er et grundvilkår for mennesker, en påmindelse om, at Gud også hersker i sit rige til venstre hånd.
At der er andre forhold partnere imellem, forældre og børn imellem, venner imellem, som også er præget af kærlighed, trues på ingen måde af ægteskabet. Men ægteskabet trues af, at man vil sakramentalisere menneskelige følelser, som ”et flertal” sanktionerer.
Når følelser skal blive lov, er der for mig at se tale om en omvendt form for den gamle antinomisme. Den gamle ville afskaffe Guds lov, når man alligevel ikke kunne bruge den til noget. Den nye vil sakramentalisere kærlighedsbuddet. Derfor bebrejdelsen mod Tidehverv om suspension af den radikale fordring om kærlighed til næsten. At stille spørgsmålstegn ved vielse af homoseksuelle er at være ukærlig og yde modstand mod moderniteten. Men så er moderniteten jo Gud.
Artikel i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2012
”PÅ RÅDHUSET MED MOSES,” råbte Johan Agricola, da striden om lov og evangelium blussede for fuld lue. Agricola forstod Reformationen således, at Guds love var afskaffet ved evangeliet, og at den eneste lov var den, der hørte til på rådhuset. I dag råber kirkeministeren: ”I kirken med Moses.”
Kirkeministeren har med et
folketingsflertal i ryggen besluttet, at ægteskabsbegrebet skal udvides
fra at gælde løftet mellem én mand og én kvinde med henblik på at stifte
familie til også at gælde løftet mellem to af samme køn. I dag kan vi
ikke udnævne en livsform til at være mere værd end en anden. Så det er i
overensstemmelse med tidsånden, når kirkeministeren påtager sig den
opgave at regulere ritualerne.Tidsånden har ellers indtil for nylig gjort sit yderste for at bringe ægteskabet i miskredit, men den er en ånd med fingerspidsfornemmelse og har taget det til nåde igen.
TIDSÅNDEN KALDES også moderniteten. Den skal man ikke at lægge sig ud med, hvis man ikke vil kaldes fundamentalist. Det er, hvad tidehvervspræster gør i deres opgør med kirkeministerens ægteskabsforståelse – og endda i uskøn forening med Indre Mission.
”Deres sværgen til skaberordningen og den meget håndfaste brug af skriften kommer til at præge teologien, fordi de nedprioriterer hele kristendommens overbygning i Det Nye Testamente, hvis vigtigste del er det radikale kærlighedsbud,” siger Sørine Gotfredsen den 27. december.
Nu er det ret halsløst at bruge krudt på at sværge til skaberordningen, for at mennesket er skabt som mand og kvinde, må man være ret indviklet for at benægte. Og at der med Reformationen skete en stadfæstelse af ægteskabet, ikke længere som et sakramente, men som en samvittighedssag, kan jeg ikke se som en afgudsdyrkende tolkning af Luther.
Har kristendommen nu et fundament og en overbygning? Er der nogen danske teologer, der har understreget radikaliteten i Det Nye Testamente så kraftigt som teologer med afsæt i Tidehverv? Men der ligger en politisk forventning i Peter Lodbergs ord om at Guds rige, hvor der ikke er forskel på mand og kvinde, skal omsættes i dansk lovgivning, fordi ”flertallet” mener det. Ja, hvad mente ikke flertallet ved afstemningen om Jesus og Barabbas?
At vielsen foregår i kirken og kræver et ja fra én mand og én kvinde, er dybt diskriminerende. Fodslæbere, der bruger det gamle vielsesritual, ser sammenstillingen af Kristi forhold til menigheden og parternes forhold til hinanden. Og nej, der er ikke tale om, at man ved at forholde sig positivt til ritualet pr. automatik cementerer traditionelle kønsrollemønstre, som de ikke-fundamentalistiske promodernister så nytænkende formulerer sig.
Men som Kristi forhold til menigheden afføder sandt liv, så er der en afspejling heraf i det jordiske liv. Kun forholdet mellem manden og kvinden giver nyt liv. At dette forhold er en velsignelse, forkyndes ved vielsen. Så kan man kalde det en skaberordning eller lade være – det er et grundvilkår for mennesker, en påmindelse om, at Gud også hersker i sit rige til venstre hånd.
At der er andre forhold partnere imellem, forældre og børn imellem, venner imellem, som også er præget af kærlighed, trues på ingen måde af ægteskabet. Men ægteskabet trues af, at man vil sakramentalisere menneskelige følelser, som ”et flertal” sanktionerer.
Når følelser skal blive lov, er der for mig at se tale om en omvendt form for den gamle antinomisme. Den gamle ville afskaffe Guds lov, når man alligevel ikke kunne bruge den til noget. Den nye vil sakramentalisere kærlighedsbuddet. Derfor bebrejdelsen mod Tidehverv om suspension af den radikale fordring om kærlighed til næsten. At stille spørgsmålstegn ved vielse af homoseksuelle er at være ukærlig og yde modstand mod moderniteten. Men så er moderniteten jo Gud.
onsdag den 11. januar 2012
Om svimmelhed og homoseksuelle ægteskaber
Af Steen Skovsgaard
Kronik i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2011
Kronik i Kristeligt Dagblad, 11. januar 2011
Læs mere her...
mandag den 19. december 2011
Ægteskabets forening af mand og kvinde er en alvorlig sag
Af Karsten Farup
Med sine betragtninger over de forskellige vielsesritualer, der har været autoriseret i folkekirkens snart 160-årige historie angriber provst Finn Vejlgaard (Kristeligt Dagblad 14. dec.) biskop Lise-Lotte Rebel og hendes modstand mod at udforme et ritual for indgåelse det kommende nyskabte ægteskab mellem fæller af samme køn, og han skyder Helsingør-bispen i skoene, at hun blot tager 1992-ritualet og gør det til et udtryk for det evigt sande ritual. Han forlanger en teologisk begrundelse af den reaktionære biskop.
Havde den fremsynede – og let tilbageskuende – provst gjort sit hjemmearbejde, ville han vide, at Rebel faktisk i sit høringssvar på baggrund af den ministerielle rapport sidste år (kan findes på Kirkeministeriets hjemmeside) har givet en af grundigste og tungeste teologiske begrundelse for sit standpunkt, der endnu er givet af nogen biskop i dette så hidsigt debatterede spørgsmål. Her præsenterer biskoppen vægtig kirkehistorisk og klar teologisk argumentation med udgangspunkt i Luthers teologi og folkekirkens største bekendelsesskrift, CA, som man vel kan forvente af en biskop i en evangelisk-luthersk kirke. Tolle lege, broder Vejlgaard!
Abonner på:
Opslag (Atom)