Indlæg i Aalborg Stiftstidende, 17. marts 2012
Biskop Henning Toft Bro siger sammen med to bispekollegaer nej til den nye ægteskabslov
Helt siden daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) nedsatte
udvalget om folkekirken og det registrerede partnerskab i 2010, har vi
arbejdet for, at folkekirken kunne finde en fælles løsning på et
spørgsmål, som vi i folkekirken har forskellige meninger om.Vores samvittighed bød os at arbejde for enten en kirkelig velsignelse eller en indgåelse af registreret partnerskab af grunde, som vi hver især tidligere har redegjort for. Men samtidig var vi ikke teologisk i tvivl om, at homoseksuelt partnerskab og ægteskab mellem mand og kvinde ikke er og aldrig kan blive det samme.
Efter forhandlinger med biskopperne og de kirkepolitiske ordførere fremlagde daværende kirkeminister Per Stig Møller (K) i 2011 et lovforslag, som byggede på udvalgets anbefalinger, men desværre bortfaldt dette lovforslag, da folketingsvalget blev udskrevet til afholdelse den 15. september.
Uden forudgående udvalgsarbejde er der nu fremsat forslag om ny ægteskabslov, som gør det muligt for såvel heteroseksuelle som homoseksuelle par at indgå ægteskab i folkekirken. Allerede før lovforslaget blev fremsat, lovede kirkeminister Manu Sareen (R) homoseksuelle par, at de nu kunne bestille tid i kirken i løbet af foråret 2012. I fjernsynsudsendelsen “Tro, håb og homovielser” ser vi kirkeministeren triumferende komme med lovforslaget til den radikale kirkeordfører, som ventede på hans kontor. Grinende talte de om, hvad “de sure biskopper” mon nu ville sige.
Sådan er forholdet mellem kirke og stat i 2012! Skønt sagen ikke har været tilstrækkeligt behandlet eller belyst i folkekirken, skønt flere af biskopperne i deres høringssvar har anbefalet, at lovforslaget udsættes, fordi der stadig er mange og store ubesvarede spørgsmål, og skønt det er tydeligt for enhver, at dette vil medføre en splittelse i folkekirken, kører statsmagten uanfægtet videre.
Dette sker, skønt statsmagten i Grundloven er forpligtet til at “understøtte” den evangelisk-lutherske folkekirke. Og i 1849 tænktes der ikke på økonomisk støtte, men derimod på aktiv støtte til kirken som evangelisk-luthersk.
Vi siger nej til den nye ægteskabslov, og vi opfordrer endnu en gang regeringen til at besinde sig og give tid til et udvalgsarbejde og en grundig debat. Når man kan opgive betalingsringen på grund af saglige indvendinger imod den fra de kommuner, den ville berøre, bør man også lytte til den folkekirke, som vil blive berørt af det nye lovforslag.
Lovforslaget betyder, at statsmagten giver sin civilretlige forståelse af ægteskabet teologisk gyldighed. Den hidtidige balance imellem stat og kirke er hermed kuldsejlet. Hvis loven vedtages af et flertal i Folketinget, må kirken overveje, om den på disse betingelser fortsat ønsker at have vielsesret.
